Rasmus Højgaard sluttede formidabelt af i Japan, og mindre imponerende var det ikke, da hans tvillingebror Nicolai (billedet/Getty) klarede cuttet i ISPAS Handa Invitational i Nordirland.
Efter for-9 lå han i +3 for dagen og +5 i alt. I bedste fald tegnede cuttet til at blive par. Som runden skred frem, vedblev par at være inden for cutgrænsen, men det så ikke ud, som om Højgaard ville komme det. Tre birdies på otte huller krævede eagle på 18 – men det var lige, hvad han fik!
Dermed sluttede han i par ligesom Benjamin Poke, der tilsyneladende smed to dages godt arbejde i kloaken med triple bogey på 18, men han sluttede også i par – og det var nok til at blive nr. 58, hvor 60 og lige gik videre.
Længere fremme ligger Lucas Bjerregaard som bedste dansker som nr. 28 i -3. Kan vi endelig håbe på fire vellykkede runder? Vi krydser fingre. Søren Kjeldsen sluttede til gengæld i +1 og er ude.
Turneringen føres af Daniel Hillier, Nerw Zealand -11 foran Jordan Smith, England -10.
Nicoles pragtcomeback
Det så ikke ud, som om nogen af danskerne ville klare cuttet i den parallelle dameturnering. Linette Holmslykke var længe i nærheden, men faldt tilbage som nr. 122 i +8, Line Toft Hansen sluttede som 141 i +14, og Nicole Broch Larsen havde spillet første runde i +5.
Det ansporede imidlertid LPGA-spilleren til et fornemt comeback. Birdie efter birdie blev sat på kortet, og til slut var hun end ikke på cutgrænsen, men et slag på den rigtige side som nr. 43.
Tre spillere har taget afstand i toppen: 1. Emma Talley, USA -13. 2. Jennifer Kupcho, USA og Chella Choi, Sydkorea -10.