Bonville ligger i New South Wales, som længere sydpå hærges af umådelige vandmængder med tilhørende oversvømmelser efter tropiske regnvejr. Selv om situationen er mindre katastrofal i Bonville, fik man dog så meget regn under første runde af Australian Women’s Classic, at den blev afbrudt hurtigt og turneringen afkortet til 36 huller i stedet for 54.
Nicole Broch Estrup (billedet/ Getty) førte efter tre huller i -2, og hun holdt godt fast, da runden blev færdigspillet. Hun var i -6 efter 10 huller, og resten af vejen fik hun en enkelt bogey og en enkelt birdie. I -6 deler hun før sidste runde føringen med Peiyling Tsai, Taiwan, og Jess Whitting, Australien.
Smilla Tarning Sønderby startede på samme vis, men på par-5 hul 7 løb hun ind i en dobbeltbogey, og hun sluttede i -2 på en delt 23. plads med blot et slag frem til 11. pladsen