Med en bundsolid runde i -2 klarede Nicole Broch Larsen cuttet i Women’s British Open sikkert. Samlet for de første 36 huller har hun fire birdies og to bogeys efter at have satset på det sikre. Scoren rækker til en øjeblikkelig 31. plads pænt fra cuttet, der blev på +1.
Hvordan det ellers kan gå, så man for Nanna Koerstz Madsen, der sluttede som nr. 117 i +7 efter at have sandet, hvor uheldigt et tal 13 kan være. På 13. hul indkasserede hun med en nier en quintuple bogey, og den eneste trøst må være, at heller ikke +2 havde klaret cuttet.
Mange har spurgt, hvor den førende Ashleigh Buhai pludselig kommer fra, men det er sydafrikanske Ashleigh Simon (billedet/ Getty), der er blevet gift. Hun har faktisk fem sejre som professionel og vandt bl.a. på LET tidligere i år. Siden 2008 har hun haft kort til LPGA, men har hidtil kun været nr. 2 i amerikanske turneringer. Hun har på Milton Keynes i -12 et forspring på tre slag til Hinako Shibuno, Japan, og endnu et til Lizette Salas, USA.