Nicole Broch Larsen er igen i gang med turneringslivet, men lige så frustrerende coronapausen var, lige så dejlig var den også
Mandag 10. august 2020: Nicole Broch Larsen sidder på sit hotelværelse i North Berwick i Skotland og småkeder sig. Samme dag er hun ankommet til sin første LPGA-turnering i mere end fem måneder. Hun har som alle de øvrige spillere, caddies, officials og trænere skulle testes for covid-19 og nu sidder hun og venter utålmodigt på svaret.
”Jeg har siddet her i fem timer nu og ventet. Det er irriterende, for min plan var, at jeg ville have været på banen, se den an, spille og træne. Men det må jeg ikke før jeg har resultatet af min test, så jeg regner ikke med at komme på banen i dag,” siger hun i telefonen.
Vi har aftalt at tale om coronapausen og om omsider at skulle i gang med turneringslivet igen. I mere end fem måneder har LPGA ligget stille. Det vil sige, der er blevet spillet to uger i træk i Ohio i USA, men Nicole besluttede sig for ikke at rejse til USA, tilbage til Skotland og til USA igen.
”På det tidspunkt hvor jeg skulle planlægge turen til Ohio, gjaldt der stadig nogle karantæneregler, både i USA og i Storbritannien, så jeg besluttede ret hurtigt ikke at tage til Ohio. Ugen inden turneringen, blev de regler så ændret, men der havde jeg truffet min beslutning. Til gengæld rejser jeg direkte fra de to turneringer i Skotland til Arkansas og fortsætter på touren derfra,” siger hun.
De to turneringer i Skotland er Ladies Scottish Open og Women’s Open, hvor den sidste er en af kvindegolfens majors, og de to turneringer tæller til såvel Ladies European Tour og LPGA.
”Lige nu synes jeg ikke at spillet er hvor jeg gerne ville have at det var, men på den anden side, så står jeg også lidt i en situation, hvor det måske er svært at bedømme fordi jeg ikke har spillet turneringsgolf så længe.”
I coronapausen spillede Nicole et par turneringer hjemme i Danmark, dels Wiibroe Cup i Helsingør og dels Flemming Astrups danske PGA-mesterskab og ECCO Tour på Rømø, hvor Nicole konkurrerede med drengene. De turneringer var sjove, siger hun og var god træning i atter at have et scorekort i lommen. Og resten af denne sæson, kan Nicole tage lidt afslappet på tingene. LPGA har besluttet at alle spillere beholder deres status, så hun skal ikke ud og kæmpe for sit levebrød i de kommende uger.
”Men derfor håber jeg da at levere nogle gode resultater alligevel. Og det forventer jeg faktisk også,” siger verdens p.t. nummer 70.
Forlovet
Når man spørger til hvordan coronapausen har været svarer hun tvetydig. ”Den har været frustrerende. Og den har været rigtigt dejlig.”
”Jeg synes at vi havde fået lavet at mega-godt turneringsprogram i forhold til de tidligere år. Et program, hvor jeg skulle spille nogle gode turneringer og holde pauser de rigtige steder. Samtidig var det planlagt at min kæreste, Kasper, skulle med ud på Vestkysten, til turneringen i Arkansas og til Evian Championship, men alle de planer måtte vi jo skrotte. Det var enormt frustrerende og selvfølgelig var der også i en periode en stor uvished om alting.
Når det så er sagt, så viste det sig, at det faktisk også var rigtigt dejligt at være hjemme og som tiden gik, kunne jeg mærke, at det var noget jeg trængte til. I de otte år Kasper og jeg har været sammen, har vi vist kun én gang været sammen en måned i træk, men nu havde vi pludselig mulighed for at være en rigtig familie. Og jeg er i bund og grund et hjemmemenneske, så jo, jeg nød det,” siger Nicole, som også fik stillet et meget betydningsfuldt spørgsmål af kæresten Kasper Estrup.
”Kasper friede til mig, og selvfølgelig sagde jeg ja. Han havde planlagt, at ville fri til mig ude på Hawaii, når vi spillede derude, så det var jo lidt ærgerligt at de planer blev spoleret, men så blev det herhjemme i stedet for, og jeg glæder mig,” siger Nicole, som brugte coronapausen til at træne, træne og atter træne.
”Det bliver lidt kedeligt i længden at træne kun for at træne, så nu glæder jeg mig til at skulle spille turneringer igen og forhåbentlig tjene nogle penge. Til gengæld har jeg nydt at være sammen med Kasper, med mine forældre og min bror, og jeg har ikke spillet Hillerød så meget siden jeg var junior,” griner hun.
Økonomien har ikke været så stort et problem som man skulle tro, for dels har Nicole kunnet få del i statens hjælpepakker for selvstændige, og dels har Kasper fast arbejde. Alligevel ser hun frem til at bidrage lidt til husholdningen med nogle præmiechecks igen.
Anderledes boble
Søndag 23. august 2020: Nicole har afsluttet de to turneringer i Skotland og er parat til at rejse videre til Arkansas i USA, hvor LPGA Tour fortsætter. Hun ser tilbage på de to uger i Skotland med en følelse af skuffelse. ”Altså, jeg puttede godt i første runde af Scottish, men ellers var spillet ikke hvor jeg ønskede det, og det blev ikke rigtigt hvad jeg håbede på. I Women’s Open var forholdene svære, men det var mest min mentale tilgang, der spændte ben for mig,” siger hun om et skuffende misset cut.
”De to uger har været meget anderledes end normalt. På grund af corona, måtte vi kun være sammen med vores caddie, og da jeg er et meget socialt menneske ude på touren, og altid er meget sammen med de andre, og spiser med mange forskellige, så har det været meget anderledes. Men sådan er vilkårene, og jeg ser frem til at komme til USA, hvor det ikke er helt så restriktivt. Der er hele tourkaravanen en fælles boble, og ikke kun spiller/caddie.”
Nicole og de andre spillere testes for covid-19 en gang om ugen, og skal dagligt have taget deres temperatur. Sådan fortsætter det i USA, men altså mindre restriktivt.
Efter det missede cut i Women’s Open blev Nicole i Skotland og søndag fulgte hun med spænding Emilys finalerunde.
”Vi må ikke være ude på banen, men du kan tro at jeg skal følge det på tv, og hvis Emily har en chance for at vinde, kan du tro, at jeg vil stå ved 18. green og tage i mod hende!” slutter Nicole.