Karen Fredgaard synes at have udspillet sine muligheder for at spille på LPGA Tour næste år, efter en runde i 77 slag (+5) i dag på Q-schools syvende og næstsidste dag. Dermed har hun 9 slag op til Top45, der får en tour kategori, og det vil være et mirakel af bibelske dimensioner hvis det lykkes.
Omvendt synes det at ligge fast at Emily Kristine Pedersen vender tilbage til verdens bedste tour. Spørgsmålet for hende er hvor god en kategori hun kan få. Efter en runde, der startede og sluttede med en bogey, og endte i 70 slag (-2), er hun på delt 18. plads i -10, 6 slag på den rigtige side af Top45 med én runde tilbage og indenfor de 20, der får den bedste kategori.
Midt i det hele ligger Nicole Broch Estrup så på en delt 40. plads i -5, efter en runde i 70 slag. To bogeys på hendes første ni huller – banens bag9 – begge på par5-huller satte hende under pres efter en indledende birdie, men tre birdies i træk midt på banens for9 ændrede billedet, og hun har et slag at gøre godt med i søndagens ottende og sidste runde på Q-School. Meget tyder på at en runde i par eller 1 under er nok til at sikre arbejdsro i USA også i 2022, efter et svært år, hvor Nicole undervejs løb ind i mentale udfordringer og mistede glæden ved golf. Hun mangler én god, solid runde golf, så kan hun lægge 2021 bag sig og se fremad med positive briller.
Vi krydser fingre for at det lykkes.
I toppen er der ingen ændringer. Pauline Rossin-Bouchard buldrer videre derudaf, nu med syv ud af syv runder i 60’erne. Vanvittigt imponerende.
Foto: Getty Images