I Genesis Invitational er to spillere i udbrud før weekendens finalerunder, som 75 spillere er med i, fordi de klarede cuttet på par.

Det er Joaquin Niemann, Chile -16 (billedet/ Getty) og Cameron Young, USA -14. Mens eftermiddagsholdet var i aktion, ventede man på, at Jordan Spieth, Collin Morikawa, Justin Thomas og andre skulle krybe op mod de førende, men selv om de lavede fine ting ind imellem, gik det også jævnligt helt galt, så stillingen i toppen nu er: 1. Niemann -16. 2. Young – 14. 3. Thomas -11.

Morikawa ligger i -8, Viktor Hovland i -7 efter at have revancheret sig for første dags par med en runde -7, Rory McIlroy i -3, publikumsfavoritten fra Scottsdale, Sahith Theegala i -1, og så klarede Jon Rahm og Rickie Fowler sig med stort besvær videre i par.

Selv om stærke spillere på stribe fylder 50 og bliver medlem af Champions Tour, domineres den stadig af den nu 64-årige Bernhard Langer, som fører Chubb Classic i -8 foran Robert Karlsson og Tom Petrovic -6, og så noterer vi, at Thongchai Jaydee er blevet ‘voksen’ og ligger som delt 4 i -5.

I Sydafrika lykkedes det kun en enkelt dansk spiller at klare cuttet -4 i Bain’s Whisky Cape Town Championship. Det var Nicolai Kristensen, som til gengæld lørdag er faldet tilbage som delt sidst i feltet med en runde i +4.

I Supersport Ladies Challenge på Sunshine Tour missede Linette Holmslykke cuttet.

 

Forrige artikelTiger Woods er vært for Genesis Invitational, hvor stjernerne flokkes
Næste artikelNiemann fører stadig
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.