Niklas Nørgaard var gennem tre fjerdedele af sidste runde kandidat til sejren i European Open på Green Eagle ved Hamburg. Han drivede formidabelt, men resten af vejen til green var langt fra lige så sikker. To gange indbragte det en dobbeltbogey, og flertallet af hans birdieputts var for lange til, at man rigtigt troede på, at de ville gå i. Han kæmpede forbilledligt, og da en eagle var nødvendig på sidste hul, bankede han bolden ud i en VIP-pavillon – men han prøvede, og han skal nok vinde inden alt for længe.
I stedet vandt Laurie Canter, England (billedet/ Getty), sin karrieres første sejr efter bl.a. fire andenpladser. Østrigeren Bernd Wiesberger syntes at kunne udfordre, men fik ikke det nødvendige ud af de sidste to huller. Canter sejrede i -13 foran Wiesberger og Thriston Lawrence, Sydafrika -11. Niklas Nørgaard og Julien Guerrier, Frankrig -10. Nørgaard rykker med sit nyt topresultat 12 pladser frem til nr. 27 på Race to Dubai.
Nørgaard sloges til det sidste, mens andre i toppen opgav og faldt tilbage, fx Guido Migliozzi, Italien, Tom Vaillant, Frankrig og Jannik de Bruyn, Tyskland, der alle gik i +5.
De øvrige danskere i finalerunderne holdt sig beskedent i baggrunden: 44. Jonathan Gøth-Rasmussen +1. 46. Sebastian Friedrichsen +2. 51. Rasmus Neergaard-Petersen +4. 68. Marcus Helligkilde +11.
I Dormy Open på LET i Göteborg blev der scoret heftigt på de sidste huller af bejlerne til sejren. Den tyske amatør Helen Briem sluttede med en runde i -8 efter birdies på de fire sidste huller. Dermed førte hun i klubhuset og blev kun indhentet af Perrine Delacour (billedet/ Jesper Vinzents), Frankrig, der ‘kun’ fik birdies på 17 og 18.
Selv om Nicole Broch Estrup gik bag-9 i -4 og fik birdie på 18 rakte det ‘kun’ til at dele tredjepladsen med inderen Pranavi Urs i -10, et slag bag Bidem og Delacour, der spillede omspil med Delacour som vinder.
Sofie Kibsgaard blev nr. 21 i -4 og Cecilie Finne-Ipsen nr. 35 i -2.
Broch Estrup er nu nr. 10 på Order of Merit og Kibsgaard nr. 49.