Niklas Nørgaards næstsidste slag på moving day i European Open på Green Eagle i Tyskland fik tilskuerne til at gyse. Slået ude fra banen spandt det tilbage på green og var et par centimeter fra at give en eagle, som ville have givet ham del i førstepladsen før sidste runde.
Nu måtte han efter en lang dags sej kamp nøjes med en birdie, en runde i -2, placering som nr. 3 og deltagelse i førerbolden for anden dag i træk, da feltet igen søndag sendes ud i trebolde fra såvel 1 som 10.
På en dag, hvor blæst, længde, rough og vand fik stillingen i toppen til at skifte uafladelig, var det til slut Laurie Canter, England og Guido Migliozzi, Italien, der lå i spidsen i -12. Canter var en overgang først på runden tre slag foran de nærmeste konkurrenter, men så slog han så langt ud i rough, at hans bold ikke blev fundet, og gjorde det godt ved kun at få en dobbeltbogey. Tom Vaillant, Frankrig, var kommet stormende frem i feltet og lå alene i spidsen, til han fik bogey på hul 17 og deler fjerdepladsen med Jannik de Bruyn, der giver tyskerne håb om en tysk sejr for første gang siden 1985, hvor Bernhard Langer vandt for anden gang – og Langer er den eneste tysker, der har vundet European Open.
Også Bernd Wiesberger kom hastigt bagfra, og han fik ingen bogey til slut, men kom rundt i -6 og ligger nr. 6 i -9. Dagens bedste runde stod dog Ivan Cantero, Spanien for, i -7, efter at han på 18 havde lavet den eagle, som Nørgaard så knapt gik glip af.
Rasmus Neergaard-Petersen er nr. 25 i -3, Jonathan Gøth-Rasmussen nr. 55 i +1, Sebastian Friedrichsen nr. 65 i +4 og Marcus Helligkilde nr. 69 i +6.
I Dormy Open på LET i Göteborg er Nicole Broch Estrup før sidste runde delt nr. 3 i -6, to slag efter Cara Gainer, England og Pranavi Urs, Indien. Billedet af Nicole Broch Estrup har Jesper Vinzents været i Göteborg og hjembragt.
Sofie Kibsgaard er nr. 19 i -3 og Cecilie Finne-Ipsen nr. 32 i -1, mens Smilla Tarning Sønderby i +2 havnede et slag uden for cuttet.