Vejret var godt, men køligt. Pindene stod fair, men uendelig svært, og banen på Champions Club i Houston, Texas bed hårdt fra sig på moving day i US Women’s Open, så mange spillere kunne sige som astronauterne i et nødstedt Apollo-rumskib: Houston, we have a problem.
Kun to klarede sig rundt under par. Den ene, koreaneren Ye Young Kim2, sågar i -4. Derfor er hun i -1 pludselig på en tredjeplads, som hun deler med Moriya Jutanugarn, der havde den sjældne fornøjelse at gå i bold med søsteren Ariya, og det nød de i fulde drag.
Den førende japaner, Hinako Shibuno, missede nogle birdieputts snævert, og efter at være kommet den første tredjedel af banen rundt i par måtte hun notere tre bogeys resten af dagen, den sidste på hul 18. Alligevel bevarede hun topplaceringen i -4.
Den svenske amatør, Linn Grant, faldt imens langt bagud på en runde med kun en enkelt birdie, men flere bogeys og en snemand på 10. hul. +7 blev facit, så hun nu ligger i +3.
I stedet er Amy Olson (billedet/ Getty) nærmeste udfordrer fra starten af finalerunden. Hun lå i +2 efter 10 huller, men præsterede siden to birdies, så resultatet blev par. Nu ligger hun i -3 et enkelt slag efter Shibuno før en slutdag, der tegner til at blive en intens affære.