For kort tid siden havde John Catlin, der fylder 30 den 15. november, kun vundet turneringer i Asien. Han var desuden kontroversiel, fordi han og hans caddie havde brudt European Tours regler for opførsel under coronaen, og var blevet smidt ud af English Open af den grund, men siden …
Først vandt han Andalucia Masters på Valderrama, så blev han nr. 8 i Open de Portugal, og i dag var han helt suveræn i den afsluttende runde af Dubai Duty Free Irish Open og sejrede i -10, to slag foran Aaron Rai, England og yderligere et foran Jazz Janewattananond, Thailand og Maverick Antcliff, Australien.
Catlin gik sidste runde i -6 og havde færrest bogeys af alle i hele turneringen, ligesom han holdt dobbeltbogeys fra livet. Med en birdie på 17. hul kom Rai inden for et enkelt slag, men i forsøget på at nå omspil fik han en bogey på 18.
Catlin er speciel ved ikke at have spillet sig frem gennem rækkerne i sit hjemland, hvor han havde en fin amatørkarriere. Som pro spillede han først et år på PGA Canadian Tour, derefter to år på Asian Development Tour, hvor han vandt to gange, så på Asian Tour, hvor han vandt fire gange i 2018-19 og blev Årets Spiller 2018, og det gav ham adgang til European Tour.
Bedste dansker blev Joachim B. Hansen som nr. 28 i +2, mens Martin Leth Simonsen, der spillede slutrunden i -3, blev nr. 35 i +4, og Lucas Bjerregaard havde en grum sidste dag i +5 og sluttede som nr. 51 i +7.