GOLFBLADET har besøgt Leif Nyholm i hans spanske paradis.
For fire år siden traf Leif Nyholm og hans kone Dorte en livsafgørende beslutning og flyttede til Spanien. Viasat Golfs legendariske ekspertkommentator pendler mellem Alicante og Viasats studier i København, eller til de udenlandske baner, de 10-12 turneringer om året, hvor han og Henrik Knudsen kommenterer. Resten af tiden tilbringer den 59-årige golftræner på Las Colinas Golf Resort, hvor han ind i mellem arbejder som træner for Steen Tinning, Daniel Løkke og et par spanske spillere, men ellers går og pusler med andre spændende projekter. For sidde stille i solen, kan han trods alt ikke.
”Dorte og jeg havde vel kigget på hus i Spanien i 15-20 år, og hver gang vi så noget, var der altid et eller andet galt. Tilbage i 2013 var vi taget ned til Murcia-området, hvor der ligger en masse Nicklaus-baner, for igen at se om vi kunne finde noget, men endnu engang var der ikke lige netop dét vi søgte. Vi var faktisk temmelig skuffede og sad og druknede ærgrelsen i en flaske rødvin, da jeg skulle bruge et telefonnummer og derfor ringede til Flemming Astrup (fra ECCO Tour, Made in Denmark m.v., red). Jeg beklagede mig til ham over vores manglende held med at finde hus, og han anbefalede så det her sted, der hedder Las Colinas og var åbnet et par år forinden. Der var en dansk mægler, Carsten Lange fra Mediter, som jeg godt kendte i forvejen, som havde kontakter og via ham fik vi sat et møde op klokken otte om morgenen næste dag på vej til lufthavnen,” fortæller Leif Nyholm.
Las Colinas havde alt det, han og Dorte ønskede, og så var den sag afgjort. Det næste skridt var at afhænde det hele hjemme. Parret havde et stort hus i Holte, der ikke var så nemt at få afsat, men omsider lykkedes det at få alle enderne til at mødes.
”Jeg føler ikke, at det var så stort et skridt at tage, at flytte herned permanent. Børnene er jo store og flyttet hjemmefra, og Dorte havde i forvejen ikke arbejdet i en årrække. Mit arbejde kan jeg sagtens udføre herfra, og den helt store forskel er, at leveomkostningerne i Spanien er meget lavere end hjemme. Uden at gå i detaljer, så kan jeg nøjes med at arbejde 100 dage om året, når jeg bor her, mens jeg skulle arbejde 300 dage om året derhjemme. Det giver mig langt mere frihed til at lege med andre projekter,” siger Leif mens vi sidder på den solbeskinnede terrasse foran klubhuset på Las Colinas.
Et af de projekter handler om en konkursramt golfbane i ørkenen omkring Murcia, ikke meget mere end en times kørsel fra Leifs nye hjem.
”Jeg gider ikke gå på pension. Det er jeg for ung til og har for meget energi. Så på en af mine små flyveture – jeg har solgt mit eget fly i Danmark, men lejer flyvetid fra den lille lokale lufthavn hernede – opdagede jeg, at der ligger nogle golfbaner ude i ’ørkenen’ hernede, som er gået på røven under finanskrisen. Et par af dem, er altså rigtigt gode baner, og især en José Maria Olazàbal-bane, der hedder Corvera, har stort potentiale. Sammen med Per Gundtoft og et par andre ’legekammerater’ har jeg lagt billet ind på, at bringe den tilbage til topniveau. Vi har kontakt til en engelsk investor, og så må vi se om banken, der i dag ejer banen, vil slippe den. Det gælder om at holde sig til, ligesom da jeg var med til at overtage Greve Golf derhjemme. Jeg tror, at med den vækst, vi oplever i Spanien i dag, så er der en fremtid for flere af de resorts, der knækkede halsen for fem-seks år siden,” siger Leif entusiastisk. Han forventer, at der skal lægges meget arbejde i projektet, for banen er forfaldet meget i løbet af de seneste fire år, men regner med at man i løbet af 18 måneders hårdt arbejde og med en investering på 1,5 millioner euro, vil kunne revampe anlægget.
”Banen er super, super god. Der skal ikke redesignes noget som helst, men der skal nok lægges helt nye dræn og lægges en helt ny overflade,” siger han om projektet.
Hygger sig i varmen
Det er bestemt store planer, Leif Nyholm går og pusler med, men han får også Ganske god tid til at hygge sig under de betragteligt varmere himmelstrøg i vintermånederne.
”Det bliver til et par runder golf hver uge; ikke kun på Las Colinas, men også på de andre fine baner i området. Las Colinas er dog den bedste, og vi var heldige, at der fulgte 10 års medlemskab af klubben med i huskøbet. Det nyder både Dorte og jeg, og gæster hjemmefra godt af,” siger Leif Nyholm, der tilbringeren god bid af sommeren hjemme i Danmark.
”Vi har et hus nede på Køge-egnen, som vi leger nogle måneder hver sommer. Det er et godt udgangspunkt både i forhold til mit arbejde – vi kommenterer langt de fleste turneringer fra Viasats studie i København – og for vores venner. Dorte er oprindelig fra Køge. Begge drengene bor i København, så dem er vi også tæt på derfra,” siger han.
I forbindelse med Masters sidste år kunne Leif Nyholm og Henrik Knudsen fejre ’sølvbryllup’ som makkerpar på tv, og det arbejdssamarbejde har ført til et nært venskab mellem de to. Leif Nyholm har ingen aktuelle planer om hverken at forlade kommentatorboksen eller træningsbanerne lige foreløbigt, men det kan altså godt være, at han i fremtiden skal bruge lidt af sin overskydende tid på et lille spansk golfeventyr.