Cirka 80 km fra Lissabon finder man en smuk samling af golfbaner. Óbidos byder på den gamle kending Praia D’El Rey, de nyere Royal Óbidos og Bom Sucesso samt den nye West Cliff.
Vi er en lille gruppe journalister, der fuld af forventning teer ud på West Cliff. Banen åbnede i juni 2017 og rangerer som den anden bedste golfbane i Portugal. Banen ligger i et eneståede og rigt kuperet naturområde og en del huller har imponerende udsigt il Atlanterhavet, uden at vi kommer helt tæt på skumsprøjt, som vi lige har oplevet det på Praia D’El Rey.
Cynthia Dye har tegnet stregerne, og det er første gang at Dye Designs Group opererer i Portugal, og den fjerde i Europa.
Cynthia Dye har brugt årevis på at forberede og designe West Cliff, men da maskinerne gik i gang tog det blot 16 måneder at fælde eksisterende skov, rykke rundt på tonsvis af sandjord, lægge diverse nye lag jord, og ikke mindst shape de let ondulerede fairways samt bunkers og rough-områder.
Det er meningen, at området skal udvikles som et golfresort med et stort antal sommerboliger og lejligheder på samme måde som det er sket på Praia del Rey, der har samme ejer som West Cliff.
Udfordringerne står i kø
Det første hul – et par4-hul på 304 meter virker på ingen måde skræmmende. Det skulle lige være, hvis man i udslaget får slået for meget i højre, så bolden ruller ned at den skrånende fairway og forsvinder ud blandt nogle tætte buske.
Fra tee på hul 1 kører vi lidt opad til hul 2. Her træder banen for alvor i karakter. Det forholdsvis korte par3-hul på 117 meter fra Tee 55 faldet meget brat, og der bliver heftigt snakket om, hvilket jern, der vil være egnet. Her betyder præcision alt. Green er pakket ind i bunkers, og er desuden drabelig onduleret med store fare for at bolden vil rulle af green. Run aways sender yderligere bolden væk fra green.
Teestedet på Hul 3 ligger direkte op ad et af hullerne på nabobanen Royal Óbidos. Hul 3 er på papiret banens sværeste hul, og der er noget om snakken. Et par4-hul på 356 meter lyder måske ikke så voldsomt, men søen følger den smalle fairway hele vejen, og vandet er også en trussel ved indspil til green. De eleverede greens er topklasse, og greenområderne står også knivskarpt.
Dramatisk og smuk
West Cliff kan være en barsk oplevelse fra Tee 55. Det skyldes ikke mindst de tre til fire huller, der kræver en carry på cirka 140 meter for bare at komme på fairway. Vi lurer da også lidt på at spille banen fra Tee 51, men så vil man jo blive snydt for nogle af de mere spektakulære udslag.
Banen er omkranset af en masse vilde blomster, der lige nu står i smukt flor, og enkelte hullerne er omkranset af træer. Man bemærker den store variation i natur og i layout. Flere teesteder er placeret højt i landskabet og giver et godt overblik og fairway.
På hul 13 kommer vi et hak op i landskabet og har panoramaudsigt til Atlanterhavet, og den udsigt bliver bare bedre og bedre efterhånden, som vi bevæger os endnu højere.
Afslutningen på West Cliff er ganske dramatisk. På hul 17 skal der drives over en kløft, hvorefter hullet går 90 grader dogleg. Meget kan gå galt, og det bliver endnu vildere på hul 18. Først skal vi forcere en stejl bakke for at komme til teestedet, hvor det går løs. Drivet kommer ud på en lang flyvetur og lander et sted langt under os. Flere bolde forsvinder, surt – men sikken en fantastisk runde.
Greenfee (18. huller) oktober-marts: ca. 820 kr. på hverdage og 970 kr. i weekender og helligdage (25 % rabat november-februar)
Velrenommerede Praia D’El Rey
Praia D’El Rey som fejrede 20-års jubilæum i 2017 er blandt de bedste baner i Portugal. Banen er især kendt for sine spektakulære huller, der spiller på langs af et ofte hvidt skummende Atlanterhav. Banearkitekten Cabell B. Robinson har gjort sit arbejde godt og skabt en meget varieret bane, der har det hele. Ud over de spektakulære huller ud til havet findes andre huller som bestemt også fryder øjet. Og med en greenfee på 610 kr. i højsæsonen og ca. 350 kr. i lavsæsonen får man noget for pengene.
De 18. huller får spilleglæden frem på stort set hvert eneste hul, og banen er fair. Vi bliver kun udsat for at slå et eller to blinde slag på hele runden – og der er ingen andre skjulte dagsordener med fairways der uden advarsler falder mod greens eller ubehageligheder i form af ulæselige fald på greens.
Det kan ses i rækken af pars på scorekortet at banen er medgørlig. Nuvel vinden er rimelig kraftig og bremser vores bolde. Lige modsat på medvindshullerne – det er ikke hver dag man i to slag kan nå green på hul 5 på Praia D’El Rey, et par4-hul der måler 396 meter fra Gul tee, men missionen lykkedes!
Hul 4 til hul 12 kan bedst betegnes som parkbane. De mange træer, buske og områder med vilde blomster flankerer fairways, mens man kan skimte store private huse en wedge derfra. Fra hul 12 kommer der helt andre boller på suppen. De næste fem huller spiller side om side med Atlanterhavet. Først hul 12 som på papiret er let par5-hul på 422 meter fra Gul tee, men som i modvinden er som et langt ondt år, hvor vi må kæmpe for dobbelt bogies.
Nu kommer herligheden. Signaturhullerne på Praia D’El Rey. Hul 13, 14 og 15 er uden tvivl ligeværdige kandidater som banens signaturhul. Bølgerne tumler rundt med kæmpe kraft på stranden lige i nærheden. Lyden overdøver alt andet. Morgendisen har endnu fat i luftrummet over os og får de gamle ruiner som fiskerne har efterladt til at virke som en del af et eventyr.
