OPDATERET: Formstærke Xander Schauffele vandt Genesis Scottish Open på The Renaissance Club i North Berwick. Han blev både presset og overhalet undervejs på runden, men holdt på imponerende vis hovedet koldt, da det gjaldt og fik de birdies på 14. og 16. der gav ham to slags margin op af det hundesvære 18. hul, der hele dagen ikke kastede én eneste birdie af sig.
Schauffele sluttede 7 under par. Kurt Kitayama blev meget imponerende nummer to i 6 under, og sikrede sig en plads i næste uges The Open. Koreanske Joohyung Kim tog tredjepladsen alene i 5 under. Patrick Cantley og Tommy Fleetwood sluttede godt af, og endte på delt fjerdeplads i 4 under, mens en sjetteplads krævede at man var 3 under par. Der sluttede bl.a. Brandon Wu fra USA og den walisiske veteran Jamie Donaldson, og det gav dem en plads i The Open, på bekostning af Rasmus Højgaard, som, hvis han havde lavet par på 18. hul var sluttet side om side med dem, og som bedre placeret på verdensranglisten havde han fået én af de tre The Open-pladser.
Fumlede sig til USA i stedet
Rasmus Højgaard havde chancen for at sikre sig en plads i næste uges The Open, men en bogey på sidste hul blev altså dyrt. Rasmus Højgaard sluttede i 2 under par.
Det var først og fremmest et skidt chipslag – man så det ikke på tv, men det lignede på PGA Tours grafik en decideret lundborg – der kun kom halvt så langt som den skulle i tredjeslaget ind til det meget svære afslutningshul. Puttet for par blev en lille meter kort.
Rasmus slutter en i øvrigt flot spillet turnering på en delt 10. plads, hvilket bestemt er godkendt, taget i betragtning af hele verdens Top10 på nær én var med fra begyndelsen. Thorbjørn Olesen blev nummer 30 efter en fin afslutning i 67 slag (-3).
Rasmus Højgaard har planer om i stedet for The Open, at rejse til USA og spille Barracuda Championship, som er den anden af de to turneringer i USA, der tæller til både DPWT og PGA Tour.
LET og CT
Emily Kristine Pedersen sluttede på delt 22. plads i Estrella Damm Ladies Open i Spanien, hvor den lokale favorit Carlota Ciganda vandt i -18, 2 slag bedre end skotske Laura Beveridge.
På Challenge Tour sluttede Peter Launer Bæk fint af og rykkede frem til delt 18. plads, Martin Leth Simonsen blev nummer 27, og Oliver Hundebøll nummer 40. Le Vaudreuil Golf Challenge blev vundet af Nathan Kimsey efter fire hullers omspil med Robin Sciot-Siegrist.
Foto: Getty Images