Trods den lidt ærgerlige afslutning for Thorbjørn Olesen, bogey-dobbeltbogey, var fredag en god dansk dag i FedEx Open de France på den skønne Golf National.
Nu er bag-9 meget sværere end for-9, og ikke mindst er hul 18 det sværeste. Det virker bare altid så ærgerligt at gå de to sidste huller i +3. Rasmus Højgaard og Resmus Neergaard-Petersen gik begge bag-9 i -3, Nicolai Højgaard og Jeff Winther i -2, så der var danskere, der havde godt fat om de ni huller.
Føringen dele aktuelt af Dan Bradbury, England, Thomas Detry, Belgien og Jesper Svensson, Sverige i -9 foran Thorbjørn Olesen, Rasmus Højgaard, Paul Waring, England og Simon Forsström, Sverige -8.
Rasmus Neergaard-Petersen, som gav et baneinterview under vejs, hvor han var tilpas ydmyg, ligger nr. 17 i -4, mens Nicolai Højgaard er nr. 25 i -4 trods den triple bogey, vi fortalte om tidligere i dag. Niklas Nørgaard og Jeff Winther er nr. 36 i -3.
Kun Søren Kjeldsen sluttede uden for cuttet uden som nr. 79 i +1.
Ganske få spillere sluttede ikke før mørkets frembrud, men kan hurtigt gøre færdig lørdag morgen.
Gettys fotograf legede med Thorbjørn Olesen, efterhånden som tusmørket meldte sig.