Da formiddagsholdet havde spillet færdigt i Soudal Open på DP World Tour, lå Thorbjørn Olesen og Søren Kjeldsen side om side på andenpladsen. Olesen efter en 67’er (-4), Kjeldsen med en 69’er. Begge i 7 under banens par.
Som dagen skred frem rykkede de lidt bagud i stillingen til delt syvendeplads, men blot 4 slag fra svenske Simon Forsström. Begge spiller altså indtil videre med om sejren i den belgiske turnering.
I de tidlige aftentimer kæmpede John Axelsen for at klare cuttet. En birdie fra 10 meter på 15. hul bragte ham 3 under for dagen og endnu en fulgte på par5-hullet 17., så han er videre på 40. plads i -3. Det kunne endda være blevet endnu bedre, men birdieputtet fra godt to meter på 18. hul gik akkurat ikke i hul. Cuttet faldt på -2. Axelsen skulle ud over at koncentrere sig om sin egen mission også forsøge at holde fokus i forhold til at hans ene spillemakker, en 16-årig belgisk amatør, gik de to første runder i 33 over par (!).
Hverken Christoffer Bring, Martin Simonsen, Thomas Bjørn, Marcus Helligkilde, Oliver Hundebøll og Lucas Bjerregaard skal spille videre i turneringen, mens Jeff Winther trak sig efter seks huller formentlig med en skade eller sygdom.
Tre med hos kvinderne
Også Nicole Broch Estrup holder liv i håbet om at vinde sin anden sejr på Ladies European Tour. På Evian-banen i Frankrig ligger også hun på en syvendeplads midtvejs i Jabra Ladies Open i 2 under par, 5 slag fra Anne van Dam og Linn Grant, der deler føringen i -7.
Også Linette Holmslykke og Smilla Tarning Sønderby kom videre til weekenden på cutgrænsen +5. Begge lavede birdie på sidste hul, hvilket altså viste sig særdeles vigtigt. Amalie Leth-Nissen forbedrede sig i anden runde, men ikke nær nok til at klare cuttet.
Foto: Getty Images