Det blev en god dansk fredag nat i Nordamerika.
I RBC Canadian Open ligger Thorbjørn Olesen nr. 13 i -4, mens Nicolai Højgaard med birdies på sine to sidste huller klatrede til en placering som nr. 21 i -3. Cuttet blev par.
I spidsen finder vi Robert MacIntyre, Skotland og Ryan Fox, USA -10 foran Joel Dahmen, USA -8.
I US Women’s Open var Emily Pedersen (Gettys billede er fra runde 1) nr. 98, da hun kom i klubhuset i +8, men da runden var slut, lå hun som nr. 59 og klarede cuttet. I øvrigt sammen med Adela Cernoucek, Frankrig, som lå helt fremme efter første runde, men gik anden runde i +9.
Nanna Koerstz Madsen sluttede som nr. 122 i +14 og er færdig, som det også er tilfældet med Nelly Korda +10, Rose Zhang +11, Lydia Ko og Lexi Thompson +13. Lexi fældede en tåre ved den pressekonference, hvor hun meddelte, at hun slutter sin karriere med udgangen af denne sæson efter 17 år – hun er 29!
Kun fire spillere er under par. Det er Wichanee Meechai, Thailand -4. Andrea Lee, USA -2. Minjee Lee, Australien og Yuko Saso, Japan -1.
Det var strålende solskin, men blæste en del, og banen var hundesvært sat op, så det er en rigtig US Women’s Open.