Australske Minjee Lee vandt sin niende sejr på LPGA da hun søndag aften sejrede i Kroger Queen City Championship i Ohio. Men det holdt hårdt. Lee syntes at have helt styr på tingene, med et tre slags forspring, da hun måtte notere end dobbeltbogey på 12. hul. Hun spillede resten af hullerne i par, men engelske Charley Hull viste fornem Solheim Cup-form og fightede sig ind i titelkampen med birdies 14., 15. og 16. hul og så måtte de i omspil.
Hull var millimeter fra at vinde med et langt putt fra uden for green, men bolden stoppede én omdrejning fra hullet. I stedet kunne Minjee Lee sænkede et birdieputt fra under en meter for sejren på andet omspilshul.
Danskerne byttede igen plads. Emily Kristine Pedersen gik 69 og sluttede nummer 31 i -5, mens Nanna Koerstz Madsen gik par 72 og sluttede delt 36 i -4. Nanna er nummer 53 og Emily nummer 80 på LPGA tours Race to CME Globe rangliste. I næste uge spilles der ikke og så gælder det Solheim Cup i Spanien.
Foto: Getty Image