I disse tider, hvor effekten af Coronakrisen blandt andet betyder, at de to næste planlagte udgaver af GOLFBLADET desværre ikke udkommer, udgiver vi hver onsdag ’debatklummen’ Onsdagssneglen i en online-særudgave.
Hvad er i den forbindelse mere passende end at starte med netop coronakrisen, og Dansk Golf Unions håndtering af situationen. For den har så sandelig været ’oppe til debat’ de seneste par uger.
Da statsminister Mette Frederiksen midt i marts, sekunderet af Sundhedsstyrelsens direktør Søren Brostrøm, meddelte, at Danmark ’lukker ned’, besluttede DGU’s bestyrelse i en klubmeddelelse til landets klubber, at anbefale at klubberne ikke alene lukkede af for klubhuset, men også at man lukkede banerne for spil.
DGU’s anbefaling var mere vidtgående og restriktiv end Sundhedsstyrelsens egne anbefalinger, som netop handlede om at det var vigtigt at få frisk luft og motion. Hvis man ellers holdt behørig afstand til andre mennesker og helt undgik fysisk kontakt, sørgede for at afspritte sine hænder og undlod at berøre genstande, som mange andre også var i fysisk kontakt med, så er ’motion’ og ’frisk luft’ faktisk gavnligt for vores immunforsvar og dermed ligefrem medvirkende til at forhindre os i at blive syge, mener Sundhedstyrelsen.
En hel del klubber fulgte straks og uden at blinke DGU’s anbefalinger, mens andre forholdt sig mere kritisk til dem, og fastholdt at holde banerne åbne. Og så skete det, som helst ikke måtte ske; golfsporten blev – igen – centrum i en såkaldt shitstorm, hvor medierne førte an med overskrifter som ’golfklubber trodser myndighedernes anvisninger’.
Der er i mine øjne ingen tvivl om, at DGU ikke lavede deres anbefalinger for at genere nogen. Jeg er 100 procent sikker på, at man handlede i den absolut bedste mening, ligesom jeg også er ret sikker på, at overvejelser omkring golfsportens renommé også var afgørende for beslutningen. Jeg tror, men ved det naturligvis ikke, at DGU’s bestyrelse og direktion helt bevidst forsøgte at undgå en situation, hvor medierne kunne gribe fat om de lavthængende frugter og udpege golfspillerne som asociale egoister, som når alle andre skulle indstille deres sportslige aktiviteter, ufortrødent fortsatte med at spille golf og – implicit – sprede coronasmitten. Hvis det var hensigten, så fejlede DGU big time med deres kommunikationsstrategi. Netop ved at nogle klubber valgte at forholde sig til sundhedsstyrelsens anbefalinger fremfor interesseorganisationens skærpede anbefalinger, skabte det grobund for negativ omtale i medierne.
Tendentiøst af DR
Golfsporten vil altid være under lup, og selvom det mindst er 30 år siden man med blot den mindste ret kunne generalisere og kalde golf for en ’overklassesport’, så hænger dette image stadig ved. DR valgte den mest tendentiøse dækning af alle de medier jeg har haft kendskab til, da de først bragte et nyhedsindslag om golfspillere der ’trodsede myndighedernes anbefalinger’ med en jysk baneejer og hans medlemmer, der ’ikke så noget problem i at spille golf’, for derefter at følge det op med et indslag om en far og hans to børn, der gik ude i naturen og samlede affald. Den sidste historie var dagens glade, positive historie og blev toppet med at en nuttet femårig pige fik tv-tid og frejdigt jublede at ’det var sjovt at samle skrald’ – hun trodsede i hvert fald ingen! Hvori forskellen i forhold til at sprede eller ikke sprede coranasmitte lå i de to forskellige måder at bevæge sig på sammen – på afstand – i naturen gik ikke op for mig. Som jeg så de to indslag, fremstod golfspillerne ’slemme og egoistiske’, men skraldsamlerne ’viste samfundsind og var kære’. Jeg indrømmer gerne, at jeg nok er forudindtaget, men sådan virkede det på mig – og der er faktisk et par ikke-golfere, som har nævnt overfor mig, at de tænkte det samme.
Nu har DGU, efter at have konsulteret Sundhedsstyrelsen, ændret deres opfordring til klubberne, og finder det nu forsvarligt, at man spiller golf, hvis det foregår under en lang række, meget fornuftige, restriktioner. Den udmelding kom i går, og er, som jeg lige kan overskue det, blevet modtaget positivt af golfklubberne.
Man kan sige, at DGU ikke er kommet specielt heldigt ud af situationen. Man var nok – set i bakspejlet – for hurtigt ude med en vidtrækkende anbefaling, der reelt set ikke var et sundhedsfagligt belæg for. Dermed satte man gang i en ophedet debat, både blandt for- og-imod lukning af banerne klubber, og internt i golfklubberne, hvor der naturligt nok også hersker forskellige meninger. I de klubber, der lukkede, har der givet fandtes mange, der var utilfredse med at ’deres bane lukkede’, når naboerne nu ikke gjorde, og i de klubber, der valgte at holde åbent, har der givetvis været kritik af bestyrelsernes beslutning med argumenter om, at man dermed ikke udviste samfundssind.
Det lykkedes DGU at splitte Golfdanmark fremfor at samle, selvom det modsatte helt klart var hensigten, og det var et selvmål. Mon ikke håndteringen af situationen vil blive genstand for en livlig debat når DGU på et tidspunkt får afviklet det aflyste repræsentantskabsmøde?
Foto: Husk, at lade flaget blive i når du putter. (arkiv)