Så I velgørenhedsmatchen i sidste uge mellem Søren Kjeldsen og det gamle fodbold-koryfæ, Preben Elkjær?
Hvis ikke, så gik I faktisk glip af noget. Ikke sådan forstået, at der blev spillet fantastisk golf, eller at produktionen var noget specielt at råbe hurra for, men simpelthen fordi matchen, de to aktører, og den medlevende vært, Peter Grønborg, gjorde endog rigtig god reklame for golf som en hyggesport.
Samtidig med at Santander Consumer Bank Challenge blev spillet på The Scandinavian – og sendt live – holdt statsministeren ét af sine lange pressemøder om landets situation, og det har nok kostet seere til golfprogrammet. Samtidig har andre, tidligere programmer, hvor ’kendte’ spiller golf måske ikke ligefrem skabt det bedste ry for den slags eksponering af sporten.
Jeg sad således en dag (man keder sig jo nogle gange lidt i disse tider) og så en genudsendelse af et program fra en Kids Aid-turnering i Himmerland, der var næsten tåkrummende overgearet i sin form og fremstilling af golfsporten. Nogle vil måske også huske det DGU-støttede forsøg på et gedigent reklamefremstød – hed det ikke Vild med Golf? – hvor diverse ’kendte’ skulle stifte bekendtskab med golf, og som blev sendt i den bedste sendetid. Lad os bare være ærlige og indrømme, at Vild med Golf aldrig opnåede samme popularitet som Vild med Dans, alene fordi man havde fået grebet opgaven helt forkert an. Man tegnede i mine øjne et komplet fordrejet billede af golfsporten, der kun gav næring til alle de fordomme, folk i forvejen havde om sporten som en ’snobbesport’, der er langsommelig og kedelig. Vi, der elsker golf, ved noget andet. Men budskabet kan være vanskeligt at formidle.
Det lykkedes
Men det lykkedes for Peter Grønborg, Preben Elkjær og Søren Kjeldsen i sidste uge. De lavede to timers fremragende reklame for nogle af de ting, der gør golf til en helt skøn sport at dyrke. Kjeldsen var naturligvis den dygtige spiller, der kunne slå alle de rigtige slag, og Elkjær, var perfekt castet som den dygtige handicap-golfer, som, når tingene falder i hak – og det gjorde det så heldigvis – kan spille ’lige op med stjernen’ takket være handicapsystemet.
De kunne lige så godt have været to generationer, far og søn, der havde noget kvalitetstid sammen sent i livet. Eller bare to kolleger, venner eller naboer, som på hvert sit niveau, begge havde stor glæde af golfen.
Jeg var vild med, at Elkjær selv trak sin vogn – for vi bruger jo ikke caddies i Danmark – og jeg var helt ok med, at Kjeldsen, som den pro han er, havde sønnen til at bære den i øvrigt lille og uprætentiøse bærebag. Igen et billede af, at man godt kan hygge sig med golf, selv om hele familien ikke spiller med.
Golf bliver tit – og med rette – skudt i skoene, at være en formel og regelstyret sport, hvor reglerne er rigide og tilmed nogle gange direkte uretfærdige. Også det lykkedes det Elkjær-Kjeldsen matchen at tegne et mere nuanceret billede af. Kjeldsen og kommentator Grønborg så gennem fingre med et Elkjær luftslag, og glemte også at tælle et mere af hans slag på samme hul, herregud, det var jo afgjort alligevel. Er det ikke også sådan vi spiller, når vi bare er ude og hygge os. Om der står 7 eller 8 på kortet er jo lige meget, når det alligevel giver 0 points. Vi skal jo hygge os. Er det en officiel match er det naturligvis en anden sag, men i hverdagsgolfen?
Udsendelsen viste ikke kun Preben Elkjær som ’klovnen’, der kun kunne vinde fordi han fik en hulens masse tildelte slag; han leverede også et sublimt chip og et mesterligt putt for at vinde to huller, og det var næppe til at planlægge forud i en direkte udsendelse. I øvrigt bemærkede jeg, at Søren Kjeldsen på et tidspunkt undervejs lige fik lavet sig et ’fist pump’, da han lykkedes med en uhyre vanskelig ind-og-i på et hul, han i forvejen havde vundet. Lidt konkurrencemenneske er man altid. Også den lille detalje kunne man knapt nok have skrevet bedre i et manuskript.
Mere af den slags
I de kommende uger vil man fra USA kunne opleve opvisningsmatcher til velgørende formål. Fire af de store stjerner skal spille en tv-transmitteret match på Seminole GC i Florida, og Tiger Woods og Phil Mickelson følger op på sidste års hypede ’The Match’ fra Woods’ hjemmebane i Florida, The Medalist, hvor de suppleres af to af de helt store stjerner i Football, Peyton Manning og Tom Brady. The Match: Champions for Charity kalder de begivenheden, der finder sted 24. maj.
Det er alt sammen fint. De store stjerner får mulighed for at donere store beløb til velgørenhed, tv-selskaberne får noget live-golf at vise. Men er det god reklame for golfsporten?
Er det ikke bare fire vulgært velhavende mennesker i det helt rigtige, sponsorerede tøj, der slår på kendis-faktoren på en i øvrigt ultra-eksklusiv, hermetisk lukket medlemsklub og som får noget kommerciel tv-tid?
Det Kjeldsen vs. Elkjær gjorde så anderledes var at det lige så godt kunne have været en privat ni hullers runde, der tilfældigvis blev filmet og havde en snakkesalig hyggeonkel med på siden. Der var intet snobbet over arrangementet, intet opstyltet. Sponsoren, Santander Consumer Bank, fik selvfølgelig to minutters taletid – det manglede da bare – ellers var programmet enkelt og rent i sit udtryk. Og vi fik lidt at vide om de to, sympatiske mennesker, oveni. Jeg kunne godt se det gentaget næste år, ja, gerne som en fast tradition.
Søren Kjeldsen og Preben Elkjærs optræden sætter ganske vist barren højt for fremtidige medvirkende, men som optakt til Golfens Dag eller lignende, kunne en gentagelse være fremragende reklame for hyggegolf, præcis som vi kender det.
Tak for det!
