Bristol emner af liv, musik og en tilbagelænet stemning, og man kan let komme til Celtic Manor Resort, hvor der blev spillet Ryder i Cup 2010.
Fra downtown Bristol tager det blot en halv time at komme til Celtic Manor Resort. Her spiller vi Twenty Ten Course, dvs. Ryder Cup-banen. Der var her ved Ryder Cup 2010, at Europa på et hængende år og i slagregn besejrede USA.
Vi bliver modtaget af to unge mænd, der tager imod vores bags, som vi først ser igen, da de står klar lige inden runden. En tredje viser os hen til vores bagskabe med vores navne på, mens han med synlig glæde fortæller om sine oplevelser fra Ryder Cup-turneringen.
Min rejsefælle er heldig og har fået samme bag skab som Sergio García – messingskiltet fortæller i alt fald at det netop er det skab, han benyttede under Ryder Cup 2010. Stedet giver også en god erindring om de danske bedrifter på Ryder Cup-banen; Steen Tinning vandt Celtic Manor Wales Open i 2000 og Jeppe Huldahl fulgte efter med en sejr i 2009.
Der er ingen tvivl om, at vi er kommet til et golf resort i verdensklasse – og det hele virker ganske velsmurt. The Celtic Manor Resort signalerer luksus hele vejen rundt. Ud over flagskibet Twenty Ten Course finder man yderligere to mesterskabsbaner; en Robert Trent Jones bane og en Montgomerie-bane – og de er bestemt også af høj karat – samt et femstjernet hotel med seks restauranter.
The Twenty Ten Course på The Celtic Manor Resort åbnede i 2007 og blev specielt designet til Ryder Cup 2010.
The Twenty Ten Course måler 7.493 yards svarende 6.851 meter fra back tee, men vi springer to tee steder frem og spiller fra gul tee som måler 6.007 meter, hvilket er temmelig langt.
The Twenty Ten Course har vandhazarder på halvdelen af hullerne, og belønner den spiller, der på fornuftig vis kan flytte en golfbold. Mange gange står man over for et valg: Skal man forcere søen på det brede stykke eller være lidt mere ydmyg, dvs. slå lidt kortere, og dermed have en større succesrate på at slaget lander tørt?
Umanerlig flot stand
Man betaler ikke alene for et helt igennem godt design, men også for en hær af greenkeepere, der sørger for hvert et græsstrå. En green fee i maj, juni og juli koster ca. 1.500 kr. (fredag-søndag) og ca. 1.350 kr. resten af ugen.
Ud over at nyde det smukke græs og anlægget i øvrigt, så husk indimellem at løfte blikket. Landskabet i det sydlige Wales består af bølgende grønne bakker og dale, og Celtic Manor er ingen undtagelse.
Det er svært at få armene ned, da vi har spillet hul 18. og går op mod klubhuset, for hvilke andre steder i verden kan man træde på lignende velholdte fairways og fløjlsbløde greens, med en lignende variation i layout og med så mange udfordringer af den gode slags?
Der står en venligt smilende bane-marshall og venter på os. Han overrækker en meget fin medalje til hver. Her kan vi se vores navne og den dato, vi har spillet The Twenty Ten Course på Celtic Manor.
Clifton Suspension Bridge
Når man kører over Clifton Suspension Bridge i udkanten af Bristol kan det godt betale sig at sætte farten ned, mens man nyder udsigten til broens smukke tårne og Avon-floden, som løber under brofaget.
De første spadestik til den verdensberømte hængebro Clifton Suspension Bridge blev taget i 1931, men på grund af politiske uenigheder og mangel på finansiering blev broen først færdigbygget i 1864. Broen blev opført til at klare datidens hestetrafik, og den svære konstruktion holder også til de omkring 11.000 køretøjer, der dagligt passerer broen.
Man har også mulighed for at tage en pause og besøge Clifton Suspension Bridge Visitor Centre, som ligger på Sommerset-siden.
Oplev Bristol
Bristol er kendt for sin Banksy-gadekunst, en pulserende kultur- og musikscene, parker og et charmerende havnemiljø, alt sammen medvirkende til at byen i 2017 vandt Sunday Times’ afstemning om ‘Det bedste sted at bo’ i Storbritannien.
Det er en god idé at hoppe op på en cykel for at opleve Bristol, som er blandt Europas mest cykelvenlige byer. Kør langs med havnen eller gennem The Downs, en park med udsigt over Avon Gorge. Eller find ned til Bristols historiske havn og lær, hvorfor SS Great Britain, designet af Isambard Kingdom Brunel, blev kaldt ‘det største eksperiment siden Skabelsen.’ Dampskibet, der var et af de største og mest kraftfulde på sin tid, var designet til at transportere passagerer over Atlanten fra Bristol til New York.
Man kan gå ombord på det flotte restaurerede skib og forestille sig, hvordan det ville have været at krydse Atlanten tilbage i det victorianske Storbritannien.