Mens en 13. plads var en skuffelse for Nanna Koerstz Madsen, var samme placering en stor opmuntring for Sebastian Cappelen på web.com Tour.
I Dormie Network Classic at Briggs Ranch satte han tilsyneladende en topplacering over styr midt i det store birdiegilde, da han på moving day måtte nøjes med at gå i -1, og yderligere startede han sidste runde med to bogeys.
Så smed han alt psykologisk vraggods væk og præsterede fire birdies på 4-8 og siden tre mere på bag-9. Runden i -5 bragte ham frem som nr. 13 i -15, og på den samlede Order of Merit gik han fra nr. 104 til nr. 76. 75 deltager i sæsonafslutningens kamp om PGA-kort, så nu er han tæt på.
Tættere på, end han i går var på vinderen, der gik i -26 og bærer et navn, der scorer godt i scrabble, Xinjun Zhang.