REDIGERET med tv-tider:

Lørdag kl. 13.40 dansk tid indledes den 17. udgave af Solheim Cup mellem USA og Europa.

Matchen spilles på Inverness Club i Toledo, Ohio, og Danmark har for første gang to kvinder med på holdet; Emily Kristine Pedersen og Nanna Koerstz Madsen.

Hele matchen fra starten lørdag til det sidste putt sænkes omkring midnat mandag (der spilles lørdag-mandag på grund af at mandag er helligdag i USA) kan ses på GOLFTV og på Discovery+ med danske kommentatorer. I alt sendes 27 timers live fra matchen.

Lørdag: 13.30-00.00 – Foursomes og fourballs

Søndag: 13.30-00.00 – Foursomes og fourballs

Mandag: 18.00-00.00 – Singler

USA favoritter, men…

Traditionen tro er USA på papiret favoritter. De har vundet 10 af de forudgående 16 Solheim Cups, men Europa er forsvarende mestre, da de vandt i Skotland i 2019.

USA stiller med verdens nummer 1, Nelly Korda, som i år har vist imponerende niveau med tre sejre på LPGA og Olympisk guld, men det er faktisk Europa, der stiller med det mest erfarne og også helt aktuelt mest formstærke hold.

Women’s Open-mesteren Anna Nordqvist spiller sin syvende Solheim Cup og har aldrig været bedre. Desuden var fire af de europæiske spillere, inkl. vores egen Nanna Koerstz Madsen i top5 til Women’s Open, mod kun én af amerikanerne, den rutinerede Lizette Salas.

Engelske Mel Reid sagde da også på torsdagens pressemøde, at årets europæiske hold er det måske stærkeste nogensinde, og at udebanen ikke er nogen egentlig ulempe, da næsten alle europæiske spillere spiller på LPGA og er vant til forholdene. Hun hæfter sig dog ved, at næsten alle af de forventede 100.000 tilskuere i Ohio vil heppe på USA, da europæiske fans ikke har måttet rejse ind i USA på grund af corona.

Kommentatorens gæt

GOLFBLADETs Morten Buckhøj er en del af det kommentator-team, der skal kommentere Solheim Cup på GOLFTV – sammen med den tidligere LET-vinder Karen-Margrethe Juul og Thomas Troels Smith og Andreas Hartø – og med risiko for at blive ramt af ‘commentators curse’, vover jeg den påstand, at Solheim Cup godt kan blive lige så spændende som for to år siden, hvor Europa vandt på Gleneagles på det sidste slag overhovedet i matchen da Suzann Pettersen sænkede vinderputtet på 18. green.

Selvom USA gennemsnitligt har en bedre verdensrangliste placering end Europa, og måske har en anelse mere bredde på holdet, så kan europæernes større rutine i Solheim Cup-sammenhæng sagtens opveje det.

Europas fire rookies: Nanna Koerstz Madsen, Leona Maquire, Matilda Castren og Sophia Popov forekommer at være stærkere end USA’s tre rookies; Mina Harigae, Jennifer Kupcho og Yealimi Noh. Sophia Popov er majorvinder, Castren har vundet på både LPGA og LET i år, Leona Maguire er bundrutineret og blev først sent professionel efter at have været verdens suverænt bedste amatørspiller i flere år, og Nanna, ja, hun har et voldsomt vinderinstikt, som alle omkring holdet udtrykker det. Hun har også to top5 placeringer i majors i denne sæson og trives på den store scene.

USA må forventes at stille med søskendeparret Jessica og Nelly Korda i minimum tre af de fire par-matcher. Parret var grusomt overlegne i foursomes for to år siden, og får kun en pause hvis de trænger til hvile. Danielle Kang, den næsthøjest rangerede af de 24 spillere, har den fordel at hun vandt LPGA Drive On Championship på samme bane for bare et år siden, mens de to mest rutinerede: Lexi Thompson og Lizette Salas med hver fire Solheim Cups i bæltet, har hver deres udfordringer. Salas er markant mere kortslående end de øvrige, hvilken kan blive en udfordring på den 6213 meter lange bane, og Lexi er alle sine kvaliteter til trods ikke nogen stærk afslutter, og til tider en suspekt putter. Hun har spillet 15 matcher i de foregående fire Solheim Cup, men bare vundet de fem.

Superpar

Europa har også sit superpar. Georgia Hall og Celine Boutier vandt tre ud af tre matcher i 2019 sammen, og vandt i øvrigt også begge deres singler. De har spillet prøverunder sammen på Inverness Club og skal med stor sandsynlighed danne par i minimum de to foursomes. Boutier blev i øvrigt nummer efter Kang på Inverness Club i 2020, så hun har også fine minder om anlægget.

Det er tvivlsomt om vi får et rent dansk makkerpar at se. Nanna og Emily har ganske vist spillet foursome sammen i Danmarksturneringen 28 gange og aldrig tabt, men ud fra træningsrunderne får de andre makkere. De spiller dog træningsrunde sammen i dag med Madelene Sagström og Charley Hull, men da Nanna og Sagström også spillede træningsrunde sammen torsdag, og Emily og Hull gjorde det samme torsdag, så gætter vi på at det bliver deres makkere når og hvis de kommer i spil.

På samme måde ser det ud til, at de to erfarne, Anna Nordqvist og Carlota Ciganda får til opgave at være makkere for rookierne hhv. Matilda Castren og Sophia Popov, mens Mel Reid og Leona Maguire ligner det sidste par.

Team USA arbejder som i 2019 med faste grupper, der har hver sin vice-kaptajn tilknyttet, og det gør det forholdsvis forudsigeligt hvordan deres par ser ud. Udover Korda-søstrene, så er Ally Ewing og Megan Khang sammen, Brittany Altomare og Lexi Thompson skal enten spille sammen eller med rookierne Yealimi Noh og Mina Harigae, og Danielle Kang og Lizette Salas enten sammen eller med Austin Ernst og Jennifer Kupcho, som i øvrigt først blev professionel i maj 2019 og har gjort en kometagtig karriere selvom hun endnu ikke har vundet på LPGA.

Kræver abonnement

Vil man se hele Solheim Cup uden reklameafbrydelser på GOLFTV, så kan man tegne et abonnement på www.golf.tv. Der er tilmed 7 dages gratis prøveperiode kan man altså tegne abonnement i dag, se alle slag fra Solheim Cup OG følge PGA Tours finale Tour Championship helt gratis.

Foto: fra pressemødet torsdag med Nanna, Emily og Carlota Ciganda. (c) Tristan Jones/LET

 

Forrige artikelVanvittigt comeback giver Europas Solheim Cup-hold motivation
Næste artikelCantlay og Rahm forrest i Atlanta
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.