Verdens nr. 1, Rory McIlroy (billedet/ Getty), spiller i denne uge Hero Dubai Desert Classic; turneringen, som vi danskere aldrig glemmer pga. udgaven i 2001, hvor Thomas Bjørn gik alle fire runder med Tiger Woods, som da var helt på toppen – men Bjørn vandt!
Han har muligheden for at gentage sejren i år, hvor Tiger Woods ikke er med, men i mellemtiden er der naturligvis et væld af andre stærke spillere med, ikke mindst unge som tvillingerne Rasmus og Nicolai Højgaard.
Ikke mindre end otte danskere er i aktivitet. Foruden de nævnte er det Marcus Helligkilde, Jeff Winther, Thorbjørn Olesen, Søren Kjeldsen og Niklas Nørgaard Møller.
Feltet er stærkt. Ikke mindre end 16 spillere fra Verdensranglistens Top-100 og nr. 1-2 på DP World Tour ranking, Victor Perez og Min Woo Lee.
Blandt favoritterne er foruden Perez, Min Woo Lee og McIlroy spillerne i nordirerens trebold: Ryan Fox og Tommy Fleetwood. Desuden Abraham Ancer, Tyrell Hatton, Adrian Meronk, Sepp Straka, Lucas Herbert, Thriston Lawrence og måske Patrick Reed, der er faldet til nr. 90 på verdensranglisten.
På PGA er der i Farmers Insurance i San Diego en lækker tv-trebold, bestående af verdens bedste for tiden, Jon Rahm, Tony Finau og Justin Thomas.
Vi vil også holde øje med de kvindelige danske amatører i et af de faste forårsindslag, Portuguese International Ladies Amateur Championship. Ikke mindre end ni af dem deltager: Nina Andersen, Dagmar Sørensen, Viktoria Kristensen, Cecilie Eggersen, Benedicte Brent-Buchholz, Viola Kruse, Johanna Axelsen, Marie Madsen og Anna Behnsen.