Det er næsten uhyggeligt. Vores forudsigelse af, at cuttet i Made in Denmark Challenge i Ry kunne blive -6, kom til at stemme, da anden runde blev færdiggjort fredag morgen, efter at torden og voldsomme regnbyger havde afbrudt turneringen flere gange på de to første dage.

Benjamin Poke og Martin Leth Simonsen (billedet/ Getty) ligger som delt 10 i -10,  fire slag efter de to førende, Roope Kakko, Finland, og Pep Angles, Spanien. Simonsen var bogeyfri for hele turneringen, til han fik bogey på dagens sidste hul, mens Poke med otte birdies og en eagle stadig har sin første bogey til gode.

Martin Ovesen og John Axelsen deler 18. pladsen med Poke i -9, Axelsen efter at have imponeret med fire birdies i træk på 12-15.

Den lokale pro Oliver Hundebøll samt amatørerne August Thor Høst og Anders Emil Ejlersen imponerer stadig og har klaret cuttet som delt 37 i -7. Ejlersen på trods af to dobbeltbogeys og to bogeys, så han har 13 birdies!

Endelig kommer Mark Haastrup videre som nr. 51 i -6, mens det blev farvel til Jeppe Huldahl -5, Lasse Jensen og Christian Gløet -4 og længere tilbage bl.a. Mikkel Hjorth, Morten Ørum Madsen, Peter Launer Bæk og tvillingerne Højgaard.

En rundtur til andre europæiske turneringer: I Aberdeen Investment Standard, der er co-sanctioned mellem LET og LPGA, deles føringen af Jane Park, Anne van Dam og Mi Hyung Lee i -8, mens Nanna Koerstz Madsen ligger som 28 i -2. Nicole Broch Larsen og Emily Pedersen er delt 91 i +1 og skal på hårdt arbejde fredag.

i Landeryd Masters på Nordic League er anden runde afbrudt pga. mørke, men natten over deles føringen af Gabriel Axell og Niklas Nørgaard Møller, der kommer nærmere og nærmere kortet til Challenge Tour 2020.

Endelig ligger Louise Markvardsen som delt 40 i +2 i Västerås Open på LETAS og Swedish Golf Tour

Forrige artikelBirdieorgie i Ry
Næste artikelTroy Merritt fører – Tiger tæt på bunden
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.