Nanna Koerstz Madsen fører med 3 slag inden finalerunden i JTBC Classic i Californien, og kun vinde for anden turnering i træk på LPGA Tour!

Hun overvandt en kortvarig midtvejskrise på tredje runde, hvor det blev bogey-dobbeltbogey på 7. og 8. hul, og kortvarigt mistede danskeren føringen til koreanske Na Rin An, som på samme tidspunkt var rigtigt godt kørende.

Det blev en spændende og dramatisk duel mellem de to, selvom de ikke var i samme bold – det er de i aften/nat dansk tid! Nanna genvandt føringen, men An sænkede andetslaget på par4-hullet 16., fik straks efter birdie på 17. og så var de lige. På 18. indtraf katastrofen for An. Hun noterede en triplebogey 7’er, og er nu 11 under par, 3 slag dårligere end Nanna Koerstz Madsen, der hvis stillingen forbliver den samme efter søndag vil skrive endnu et stykke dansk golfhistorie. Så vil hun nemlig føre LPGA Tour ranglisten! Men nu skal vi ikke lave en ‘konen med æggene’! Kom så, Nanna!

Emily Kristine Pedersen havde også en alvorlig krise undervejs, med tre bogeys og en dobbeltbogey på fire huller, men lavede også seks birdies og kom rundt i par. Hun er nummer 49 inden finalen.

Nedtur

Karen Fredgaard oplevede hvor hårdt professionel golf kan være i Epson Tour- turneringen IOA Championship, også i Californien. Hun startede dagen på en femteplads i -4, men en grusom for9 – banens sidste ni – kostede dyrt. To Triplebogeys og to bogeys lavede Asserbo-pigen, og efter turnen kom yderligere to bogeys inden hun fik justeret maskineriet lidt og endte med en 82’er (+10) og et misset cut. Også Malene Krølbøll missede cuttet, og så var rutinerede Nicole Broch Estrup eneste dansker videre i turneringen med en 71’er, 2 under totalt og en delt 27. plads. Hele fem spillere deler førstepladsen i -8, og ti spillere er indenfor 2 slag.

Rasmus i Top10

I Corales Puntacana Championship gik Rasmus Højgaard en flot 67’er er rykkede frem på delt niendeplads i 9 under par. Der er 5 slag op til Ben Martin på førstepladsen, og en topplacering – men måske næppe en sejr – er absolut mulig.

I WGC-Dell Technologies Match Play har man fundet semifinalisterne. Verdens nummer 5 og 8, Scottie Scheffler og Dustin Johnson ramler sammen i den ene semifinale, efter at Scheffler vandt klart 3&2 over Seamus Power og Johnson slog Brookes Koepka med 2 up.

Den anden semifinale består af de to ‘underdogs’, Kevin Kisner (en hulspils maestro!) vandt 4&3 over Will Zalatoris, mens Corey Conners vandt med 2 up over Abraham Ancer.

I dag spilles semifinalerne, matchen om tredjepladsen og finalen.

Foto: Getty Images

 

Forrige artikelVerdens nummer 1 og 2 ude af WGC
Næste artikelGolfbladet – Marts 2022 (udstyrstema)
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.