Salgados ved Albufeira er nordeuropæernes tilflugt som long stay om vinteren. Om sommeren lokker man med originale frokostturneringer

Salgados Golf Course ligger på Algavekysten lige vest for Albufeira. Den er speciel ved som den eneste vest for Costa Ballena i Spanien at være beplantet næsten udelukkende med palmer. Da banen blev skabt på godt en måneds tid i 1994 skete det bl.a. ved at indkøbe 20.000 velvoksne palmer i Egypten.
Vinterparadis
Vil man på 1-3 måneders long stay, mens vejret er surt nordpå, er Salgados perfekt. Selv juledag skinner solen, og temperaturen er 15-20 grader. Da banen er nabo til et fuglereservat, er der et rigt fugleliv, bl.a. med truede arter, der stortrives her.
I vintermånederne kan der komme voldsomme regnbyger, men banen er kun en halv times tid om at blive klar igen efter selv de værste regnskyl. I oktober-april er der konstant mere end 200 nordeuropæiske turister, som direktør Pedro Silvestre, der var med til at åbne hotellet, karakteriserer således:
– Skandinaverne er rolige, høflige, lette at have med at gøre, men de køber aldrig noget. Briterne er larmende, uhøflige, og de køber kaskader af øl.

Salgados er et led i NAU-hotelkæden ligesom Morgado i bjergene, som man har gratis shuttleservice til og fra.
– De, der vil bo bymæssigt, vælger Salgados. De, der vil være alene eller evt. i en isoleret gruppe, bor på Morgado, fortæller han.

Sommerlokkemad
Faciliteterne er fine. Der er masser af P-plads, og det store klubhus har lækre omklædningsrum, men er ellers ikke specielt indbydende. Det behøver det ikke at være, fordi livet alligevel leves på den kæmpestore terrasse.
Om sommeren er der få golfturister, for så er hoteller og strande optaget af familier med børn. Så lokker man turister fra stranden med særlige arrangementer, især af kulinarisk art, som pro’en Manuel er ophavsmand til.
Fx turneringer, hvor den bedste halvdel af feltet efter spillet får frokosten betalt af den dårligste; eller turneringer, der starter tidligt om morgenen og slutter med en lækker frokost med tema: Sardiner, torsk, kylling, oksehaler eller – til forhøjet pris – paella.
Hver turnering kan have op til 120 deltagere, og der er som regel overtegnet.

Vandbane
Kan du holde dig på fairway og har tjek på længden med dine jern, vil du nyde banen, der har vand i spil på så godt som samtlige huller. I modsat fald kan banen, der er helt flad, koste mange bolde.
Banen er linkslignende med endog meget hurtige greens, som regel omkring 11 på stimpmeteret. Den er meget søgt, og der blev fx i november spillet tæt på 7.000 runder. Det betyder også, at tempoet er vigtigt, så man holdet godt øje med, om der er ophobning på enkelte huller i dagens løb.
Banen har 15 helårsansatte og 18 sæsonarbejdere, så den bliver passet og plejet, hvilket også er nødvendigt med så stort dagligt slid.

Vindfølsom
Beliggenheden ud mod Atlanterhavet betyder, at der de fleste dage er en frisk vind at tage hensyn til. Hver ny vindstyrke og -retning giver en anderledes bane, så man ikke bliver træt af at spille den mange gange.

F

Forrige artikelDriving is funny – putting is money
Næste artikelÓbidos er blevet en klassebane rigere
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.