Sigter mod stjernerne

Martin og Kathrina Bachmann står bag tøjmærket med flodhesten, der på få år er vokset fra en lille internetbutik til nu at være i flere danske butikker. Og golfverdenen er så småt ved at få øjnene op for det sprælske tøj med flodhesten som logo.

Tekst: Peter Bugge

Kommentatorerne kunne ikke lige genkende mærket på kasketten, da Martin Simonsen sidste år var fremme i en European Tour-turnering og dermed fik masser af tv-tid. Logoet med flodhesten med munden på vid gab er da heller ikke det mest kendte i den internationale golfverden. Endnu.
Men WHAT BUNKERS, som mærket hedder, er pære dansk og i dén grad på vej frem. Martin Simonsen er blot første pro, som bliver klædt på af firmaet.

Martin Simonsen er WHAT BUNKERS eneste pro. Indtil videre. For firmaet har ambitioner om på sigt at ekvipere stjerner på alle de store tours.

Det er Martin Bachmann og hans kone, Kathrina, der står bag tøjmærket. Han havde arbejdet i golfbranchen i mange år, men havde altid haft lyst til at skabe noget selv.
Filosofien bag navnet, WHAT BUNKERS, er enkel. Det handler om at holde øje med målet – og se muligheder snarere end forhindringer. Både på og uden for banen. Ambitionen er også, at alt tøj fra WHAT BUNKERS skal være bæredygtigt. En stor del af linjen fremstilles allerede nu af materialer, der er genbrugt af plastikflasker, der ellers var endt i havet.

Er vokset ud af huset
I begyndelsen drev Martin Bachmann firmaet som en fritidsbeskæftigelse, hvor der primært blev lavet poloer og caps. For et par år siden tog han springet, sagde sit job op og helligede sig WHAT BUNKERS på fuld tid.
Kollektionen er siden udvidet voldsomt, faktisk så meget, at firmaet er rykket fra parrets private bolig i Aarhus-forstaden Hørning, til lejede lokaler med masser af lagerplads til de mange nye produkter, der nu også tæller striktrøjer, jakker, nederdele og bags – men flere ting er på vej. Og senest er Kathrina også gået på fuld tid i virksomheden.
– Kathrina står for markedsføring og alt med sociale medier. Hun laver alle skabeloner, og står for dametøjet. Jeg laver designet til caps og bags osv. Kathrina er god til at lave en rød tråd gennem kollektionen, det kan jeg ikke finde ud af, fortæller Martin Bachmann.

Ikke kun til golfspillere
De første poloer og caps fra WHAT BUNKERS så verdens lys i 2014, og dengang blev mærket primært solgt på nettet. Men efterhånden som både kollektion og ambitioner er vokset, er tøjmærket kommet ud i flere og flere butikker.
– De butikker, vi er i, har gjort det meget bedre, end vi havde regnet med. Vi er ikke i så mange proshops endnu, men der hvor vi er, går det rigtig godt. Vi er også kommet ud i flere sportsbutikker, siger Martin Bachmann.
WHAT BUNKERS er også blevet en del af sortimentet i ”almindelige” butikker som Tøjeksperten og Mr. Det er nemlig ikke kun golfspillere, der har fået øjnene op tøjet.
– Grundtanken var fra start, at vi skulle lave golftøj – men at det også skulle kunne bruges på arbejdet. I en af butikkerne er 80 % af kunderne ikke golfspillere, afslører han.

Det skal stikke lidt af

WHAT BUNKERS er kendetegnet ved sin sprælske stil. Der er som regel knald på farverne, selv om firmaet da også har ”normale”, ensfarvede poloer på hylderne.
– Vi kommer aldrig til at lave noget, der ikke stikker lidt af. Det er en del af brandet – de basisvarer vi har, giver vi altid lidt diskret kant, så man trods enkeltheden kan se, at det er et WHAT BUNKERS produkt, forklarer Kathrina Bachmann.
Men tøjbranchen er svær og konkurrencen er benhård. Så spørgsmålet er, om WHAT BUNKERS er en god forretning?
– Den seneste tid har jo på alle måder været usædvanlig, men det går faktisk bedre end forventet. Der er rigtig mange opstartsudgifter i forbindelse med, at vi som ny virksomhed udvider væsentligt. Men vi regner med, at i år bliver vores bedste nogensinde, og derfra skal det gerne kun gå én vej, fastslår Martin Bachmann.

Forrige artikelUSA: Danske damer rykker frem
Næste artikelBanearkitektens bud
Golfbladet.com
Golfbladet er Danmarks største golfavis, som nu også tilbyder et digitalt univers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser samt anmeldelser af udstyr, baner og rejser.