Aberdeen Standard Investments var Paul Lawries farvel til European Tour. Det var 620. turnering, og af dem har han vundet otte. Han har såvel spillet to gange Ryder Cup som været assisting captain i 2016, og hans Paul Lawrie Foundation har været en hjørnesten i arbejdet med at sætte skotske unge i gang med at spille golf.
Han er den eneste skotte, der har vundet en major, og det er det, man husker ham bedst for – lidt ærgerligt for ham bl.a., fordi det var en af de mærkværdigste majorsejre nogensinde.
Han startede sidste runde af The Open på Carnoustie ti slag efter den førende, og det er stadig historiens største comeback i en major. Efter en sidste runde i -4 satte han med scoren +6 målet for de øvrige, og såvel Justin Leonard med bogey på 16 som Jean van der Velde med en bizar triple bogey på 18 kom tilbage til ham, mens han blev underhalet af Craig Parry, der fik dobbeltbogey på 17.
Omspillet over fire huller var så bizart som van der Veldes 18. hul, som vi kommer tilbage til. Samtlige tre deltagere fik bogey på såvel 15 som 16, men derefter sluttede Lawrie med to birdies, mens såvel van der Velde som Leonard spillede par-bogey. Par til Lawrie og +3 til begge konkurrenter. Billedet fra Getty viser Lawrie med sejrstrofæet the Claret Jug.
Van der Veldes 18. hul tåler repetition når som helst. Læs bare:
Han førte med tre slag, slog dristigt driver og var ifølge BBCs Peter Alliss en ’lucky bastard’, da bolden susede over åen The Barry Burn, der snor sig rundt på hullet.
Heldet varede ikke ved, da han slog sit andet slag ind i tribunen og derfra ned i ækel, dyb rough, hvorfra han slog sit tredje slag i The Barry Burn. Selv om den lå adskillige centimeter under overfladen, tog han sko og strømper af og smøgede bukserne op, mens en chokeret Alliss udbrød: – Will somebody try and stop him? He’s gone gaga. It’s pure madness.
Han besindede sig og slog fjerde slag fra rough … i bunker, hvor den lagde sig ved siden af Craig Parrys bold. Parry holede fra sandet for en birdie, mens van de Velde fik et 2 m putt for en triple bogey.
– Please give him one good putt, bønfaldt Alliss. Det fik han og var dermed i omspil. Som vi allerede ved, hjalp det ikke.