Smørum Golfklubs populære PGA-pro, Bue Jacobsen importerer fremragende portugisisk vin som bijob.
Bue Jacobsen er en af de PGA-proer, som rigtigt mange danske golfspillere kender. Ikke alene er han en af de fire faste trænere i Smørum Golfklub, Danmarks største golfklub. Han har også siden 1996 haft hundredvis af golfgrupper med ned til Portugal, hvor han hver vinter tilbringer et par måneder som golftræner.
De mange år i Portugal har sat sine spor. For ikke alene nyder Bue at tilbringe de mest triste måneder herhjemme under sydens sol og varme, han har også forelsket sig i landet, som han opfatter som ’sit andet hjem’ og i de skønne portugisiske vine.
Det sidste så meget, at han i 2018 sammen med sin kone, startede et lille vinimportfirma, Buevinho, der udelukkede sælger nøje udvalgte, portugisiske vine.
– Vores vineventyr startede jo med at jeg er kommet på Setubal-halvøen gennem rigtigt mange år, og smagt mange af deres gode vine. Tilbage i vinteren 2017-18 var min kone, Anna, med hernede og vi var ude og spise på en lokal restaurant. Der smagte vi en skøn desertvin fra Quinta do Piloto, og som det jo ofte er når man er ude at rejse og smager noget vin, man kan lide, så købte vi tre flasker med hjem. Det plejer at være sådan, at vinen ikke smager helt så godt hjemme som ude, men i dette tilfælde smagte den altså også godt hjemme, fortæller Bue Jacobsen.
– Da jeg kom ned til Montado Golf Club i februar 2018, kontaktede jeg vinbonden, og han svarede lynhurtigt tilbage. Derefter besluttede vi at lave en lille importforretning, og siden har vi nærmest været i familie med familien Cardoso på Quinta do Piloto.
Bue og Anna købte alle vingårdens vine og begyndte så at vælge dem ud de bedst selv kunne lide. Og det er i dag vine derfra, der danner grundstammen i Buevinho’s sortiment. Siden er der kommet vine fra to andre vingårde til, og Buevinho har i dag omkring 20 referencer af vine, fra bobler til portvin.
Golflektion og en flaske
I Danmark er portugisiske vine ret oversete. Det er sjældent man støder på dem. Mange vil dog formentlig have smagt Periquita, som i en lang årrække var en storsælgende vin i Netto.
– Folk tænker næsten automatisk portvin og Mateus Rosé, når de tænker portugisisk vin. Men nede på Setubal-halvøen drikker man slet ikke portvin. Her er det den lokale Moscatel, der er ’deres portvin’. Den kendte Periquita-vin kommer faktisk fra samme område. Den laves på vingården José Maria Da Fonseca, hvis marker støder op til 11. hul på Montado Golf Club, hvor jeg har haft min golfundervisning i alle de 25 år jeg har været i Portugal om vinteren. Men det er en kæmpestor, kommerciel vingård. De vingårde vi får vine fra er små, lokale producenter. En rødvin som Quinta do Piloto Reserva er vidt forskellig fra årgang til årgang, fordi den laves på druer fra en bestemt mark og vejrforholdene de forskellige år påvirker vinen. 2017-aftapningen, som jeg selv synes er en rigtig god vin, har en alkoholprocent på 15,5, så det er virkelig en stor, kraftig svend, mens den samme vin fra 2015 blot holder 14 procent. Det er stadig en kraftig vin til et godt stykke kød, men altså markant anderledes. Jeg kan godt lide at vinene ikke bare er ens hvert år, siger Bue Jacobsen, der benytter sit job som PGA-pro til at gøre mund-til-mund reklame.
– Jeg kommer jo i tæt kontakt med rigtigt mange mennesker, når jeg underviser dem i golf. Nogle gange får eleven en flaske vin med i lektionen. Jeg har fået mulighed for at lave vinsmagninger herude i golfklubben og min kone, som er møbelpolstrer og lige har fået sin egen butik i København, har også fået indføjet i lejekontrakten, at vi én gang om måneden kan afholde vinsmagninger derinde. På den måde kombinerer vi vores faste jobs med vores hobby, siger Bue Jacobsen, der understreger, at deres vin ikke skal konkurrere med supermarkeder, og er ganske unikke vine, hvor den billigste vin koster 120 kr. flasken.
Bue Jacobsen har været træner i Smørum Golfklub i mere end 20 år, og hans kærlighedsaffære med Portugal begyndte for mere end 25 år siden, hvor han første gang var på Montado med golfspillere, der rejste med det hedengangne Rejsegalleriet. De seneste mange år har han tilbragt februar og marts på Montado, og undervist Caddie Golfrejsers gæster på stedet. Han arrangerer også selv rejser til Portugal, der kombinerer golf og besøg på hans yndlingsvingårde.
Billedtekster:
1: Bue Jacobsen med to af de vino, han er mest stolt af i sit sortiment. En reserva fra Quinta do Piloto, der er lavet på gamle stokke af den klassiske Castelão drue, og den lækre Explicit X fra Rosa Santos’ vingård, der er lavet på Touriga National-druen. Begge vine går godt i spænd med et godt stykke kød, siger Bue.