PGA Tour har afsløret sin 2018-2019 sæsonplan, og den byder på en hel del ændringer.

To nye turneringer er kommet til, men PGA Tour mister også én af de fire turneringer FedEx Cup slutspillet, og så flytter PGA Championship som tidligere annonceret fra august til maj.

Jo, der er nok af ændringer i forhold til de seneste år i den sæsonplan PGA Tour i går offentliggjorde. Den største ændring er, udover den ventede flytning af PGA Championship, at det højt profilerede FedEx Cup slutspil nu kun består af tre turneringer mod hidtil fire.

Tidlig sæsonfinale

Dell Technologies Championship, som i år spilles i Boston, ryger ud. Og derfor afrundes sæsonen til næste år en hel måned tidligere end i år. I år slutter sæsonen med The Tour Championship på East Lake i Atlanta ugen før Ryder Cup, altså fra 20.-23. september. Næste år spilles The Tour Championship allerede i ugen 19.-25. august!

Næste sæson består af 47 turneringer, der starter allerede i den første uge af oktober i år med Safeway Open inden man, som i denne sæson, rykker til Asien og afvikler tre turneringer derude. Touren holder så juleferie fra midt i november til starten af januar, hvor nytåret skydes ind på Hawaii men Sentry Tournament of Champions og Sony Open ugen efter.

The Players i marts

Normalt siger man, at ’sæsonen først starter med The Masters’ i april, men det er slut nu. The Players Championship på TPC Sawgrass flytter fra midten af maj til 14.-17. marts som den tredje af fire turneringer i træk i Florida.

Major-turneringen PGA Championship overtager The Players’ termin fra 16.-19. Maj, hvor den spilles på Bethpage State Park i New York. RBC Canadian Open overtager FedEx St. Jude Classics termin lige op til US Open i juni, mens FedEx St. Jude-turneringen på TPC Southwind i Tennessee opgraderes til en World Golf Championship-turnering og spilles i slutningen af juli, to uger efter The Open, som for kun anden gang nogensinde spilles i Nordirland på Royal Portrush.

Med de nye ændringer er det uvist hvad der sker i hele september måned 2019, men man må formode, at der er en plan for det. I 2020 er én af september-ugerne jo stillet til rådighed for Den Olympiske golfturnering.

Se hele turneringsplanen her: https://www.pgatour.com/tournaments/schedule.2019.html

 

 

Forrige artikelTørken har sine ofre
Næste artikelSörenstams rekord slået
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.