Nanna Koerstz Madsen er på delt andenplads og Nicole Broch Larsen på delt fjerdeplads i deres første turnering denne sæson på LPGA Tour. Bedre start på Gainbridge LPGA på Lake Nona i Florida efter flere måneders vinterpause, kunne man næsten ikke forestille sig.
Som nyforlovet Florida-resident kom Nanna forrygende afsted på bag9, efter to birdies og en bogey på sæsonens første ni huller. Tre birdies i træk på 1.-3. hul bragte hende tæt på toppen, og yderligere en birdie på dagens sidste hul gav en runde i 5 under par, og en delt andenplads med Nelly Korda. Kun den tidligere verdensetter Lydia Ko var bedre – 7 under par.
Allerede inden da havde Nicole Larsen sørget for at Dannebrog var at finde nær toppen. Hun startede med en birdie på hul 2, og turnede i -1. På bag9 vekslede hun birdies på 11. og 12. med en bogey på 13., men kom stærkt til slut med birdies på 15. og 18. for en 68’er og det rækker til en mangedelt fjerdeplads med bl.a. andre Jin Young Ko. 50-årige Annika Sörenstam, der gør comeback på touren – på sin hjemmebane – efter 13 års pause, var 3 over par og er udenfor cuttet.
Ærgerlig afslutning
Rasmus Højgaard er ude at lege med de store navne i WGC-Workday Championship i Bradenton, ikke så langt fra damerne i Orlando. Her ligger han på en delt 53.-plads i +2, og har grund til at ærgre sig. Efter en eagle på 13. hul var han tæt på bedste tredjedel af det 72-mand store felt i -1, men bogey på 16. og dobbeltbogey på sidste hul, hvor han efter at have slået andetslaget over green, duffede tredjeslaget i den tykke rough og blot kom et par meter frem, betød at han faldt langt tilbage.
Rasmus deler placeringen med bl.a. Trevor Simsby, og hvorfor nævne ham? Jo, Trevor er halvt dansk, halvt amerikansk, hans far er dansker. Og han kvalificerede sig ved at vinde en turnering på Asian Tour.
I toppen deler Webb Simpson og Matthew Fitzpatrick førstepladsen i -6, foran Brooks Koepka, Sergio Garcia, Billy Horschel og Kevin Kisner i -6.
Der er ikke cut i WGC-turneringen, så Rasmus og Trevor har tre runder til at spille sig frem i feltet.
Lang vej op
Så heldig er Sebastian Cappelen ikke. På Puerto Rico ligger han udenfor cuttet i +1, efter en runde, der ellers bød på et flot comeback. Danskeren fik en grusom start og var 4 over par efter fem huller (startede på bag9). Han fik spillet sig tilbage i par, og kom tilmed til 1 under, inden han lukkede runden med bogeys på både 8. og 9. hul. Sebastian har brug for en runde i hvert fald et par slag under for at klare cuttet i den lille turnering.
I toppen fører Tommy ‘two gloves’ Gainey i -7. Gainey mistede sit PGA Tour-kort tilbage i 2014 og har kun fået et begrænset antal starter de seneste seks år. Han er kun med fordi feltet ikke er særlig stærkt. Med en sejr, kan han vende tilbage til ‘Den store tour’. Hele syv spillere deler andenpladsen bare et slag efter.
Foto: det nyforlovede par, Nanna og Nicki, er kommet forrygende fra start. (c) Getty Images