Hobro GK er med fuld ret stolt af at have indsamlet 38.119 kr. til Kræftens Bekæmpelses Støt Brysterne i Pink Cup. 50 spillere dystede, og deres greenfees blev suppleret med indtægterne fra en auktion over sponsorerede ting. Her gik et vinkøleskab, skænket af protræneren Rasmus Lange og fyldt med rosévin, for 8.500 kr. Klubbens medlemmer havde skaffet fra 1700 til 6000 kr. ved at samle ind via sociale medier.
Solen skinnede, og Bechs konditori havde sponsoreret kaffe og kage, så deltagerne fik en skøn dag, men de vidste formentlig ikke, at en af de blomster, der står i roughen omkring banen, er den sjældne Majgøgeurt, som er totalfredet i Danmark. Den blev fundet, da frivillige plantede træer på området, og det var en stor overraskelse. Klubben tager det som bevis på, at det, at områderne har været ugødet, siden de for 13 år siden var landbrugsarealer, giver gode forhold for floraen.