Benjamin Poke er alene i spidsen i Q-Schools Final Stage, hvor feltet nu er halvvejs. Poke er i –12 efter en tredje runde i 69 slag på Hills Course på Lumine Golf Club.
Benjamin Poke sluttede stærkt af med tre birdies på sine sidste fem huller og fører med to slag til nærmeste forfølger. Hvad der er endnu vigtigere, så er han nu 6 slag bedre end den aktuelle 25. plads, der i sidste ende giver tourkortet.
Begge brødrene Højgaard, Rasmus og Nicolai, ligger i -3 hvilket rækker til en delt 46. plads, og de er dermed indenfor cuttet, der falder mandag på de 70 bedste og delt. Rasmus gik -1 og Nicolai +1 på dagens runde, der også for dem var på Hills Course. Martin Leth Simonsen spillede sig meget tættere på cuttet med en runde i 68 slag (-3), han er nu totalt i -1 og på delt 82. plads. Det positive er, at han har forbedret sig med tre slag pr. dag i turneringen hidtil (74-71-68). Desværre rendte Nicolai Kristensen ind i en 75’er (+4) og han faldt helt ned til delt 137. plads i +4 samlet og skal dermed formentlig gå en runde 6 under eller endnu bedre i morgen for at klare cuttet. Han er dog allerede sikret en god kategori på Challenge Tour næste år via Nordic League.
Kendte navne i karriereproblemer
Værre ser det ud for flere tidligere mangedobbelte vindere på touren. Jamie Donaldson har trukket sig og skal derfor håbe på at hans status som tredobbelt vinder og tidligere Ryder Cup-spiller giver ham invitationer nok til at forsøge at tilspille sig tourkortet igen. Blandt andre Steve Webster og Matteo Manassero er håbløst tabt af feltet og får ikke engang en Challenge Tour kategori i 2020 og det samme er den syvdobbelte vinder på touren, Gonzalo Fernandez-Castaño, også i overhængende risiko for.
Foto: Getty Images