De sidste mange år har Sct. Knuds Golfklub kæmpet med store økonomiske udfordringer på grund af en meget stor bankgæld. Gælden er opstået i forbindelse med opførelse af et nyt klubhus i 2009. Klubhuset blev opført af Sct. Knuds Golfklub Klubhus ApS, hvor også gælden er placeret.
Dette har i årenes løb krævet en stor arbejdsindsats samt mange forhandlinger med klubbens
bankforbindelse, idet klubben og selskabet flere gange har været tæt på at komme under
konkursbehandling.
“Dette er nu et overstået kapitel” udtaler formand Jørn Nørgaard Nielsen.
På en ekstraordinær generalforsamling den 17.12.24 blev bestyrelsens forslag enstemmigt
godkendt. Dette betyder:
– At Sct. Knuds Golfklub overtager klubhuset fra Sct. Knuds Golfklub Klubhus ApS til en
meget attraktiv pris.
– Købet finansieres ved optagelse af et lån hos en privat investor på meget fordelagtige
vilkår.
– Samtidig er indgået en akkordaftale med vores bankforbindelse, som betyder at hverken
klubben eller selskabet har nogen gæld ud over ovennævnte lån til den private investor.
I bestyrelsen og klubben er man særdeles glade for ovennævnte løsning på de økonomiske
udfordringer, og klubben kan nu – for første gang i lang tid – roligt se fremtiden i møde, og ikke udelukkende tænke på økonomiske udfordringer, men derimod sætte fokus på udvikling af klubben og banen.
Sct. Knuds Golfklub kan nu fortsætte og være et stort aktiv for Nyborg og lokalområdet, samt fortsat et ikon blandt danske golfklubber.