Banen på den skotske vestkyst lagde græs til den allerførste udgave af The Open i 1860 og er et mageløst stykke golfhistorie.
Foto: Mark Alexander og Peter Bugge
Den skotske kyst i Ayrshire må være noget af det tætteste, man kommer på golfparadis. På en strækning på bare lidt over 45 kilometer afløser den ene klassebane efter den anden hinanden som perler på en snor. Fra Turnberry i syd, over Troon i midten og til Western Gailes i nord.Nogenlunde midt på strækningen finder vi Prestwick Golf Club – det mytiske sted, hvor the Open blev født i 1860.
Banen ligger lige ved siden af jernbanen, der kører forbi alle klubberne på golfkysten. I gamle dage havde hver bane sit eget trinbræt, så de golfspillende gentlemen fra tage toget direkte fra Glasgow til deres egen bane. De fleste trinbræt er nu væk, men stationen i Prestwick er travl og fyldt med rejsen, som kan fordrive ventetiden med at se mere eller mindre håbefulde golfspillere slå ud på 1. hul.
Golfhistorien er til at tage at føle på, fra vi træder ind i klubhuset. I montrer står ikke bare en kopi af The Claret Jug, men også The Challenge Belt, der helt i begyndelsen var udgjorde sejrstrofæet. Men da Young Tom Morris vandt det til ejendom i sin tredje sejr i træk i 1870, blev det nuværende trofæ introduceret i stedet.
På væggene hænger plaketter med navne på nogle af golfens største, som alle har vundet The Open her – herunder Old Tom Morris, Young Tom Morris, Willie Park Sr., for blot at nævne et par stykker.
I den yderst velassorterede proshop gør man også meget ud af historien. De fleste af produkterne er enten udstyret med et tryk af the Claret Jug eller tallet 1860, der henviser til det år, The Open blev afviklet for allerførste gang netop her.
Begyndte med 12 huller
Golfklubben blev officielt stiftet i 1851 af 57 entusiastiske golfspillere, og der er sket en hel del på stedet siden. Dengang var her blot 12 huller, designet af Old Tom Morris, og i de første udgaver af The Open spillede man hullerne tre gange, inden årets Champion Golfer of the Year blev kåret. I 1880’erne købte man mere land, og banen blev udvidet til 18 huller. Designet er dog ændret flere gange, men seks af de 12 greens, der var her fra starten, er stadig i brug. Selve hullerne og hulforløbet er dog langt fra det originale.
Vi har dagens første starttid, og det er køligt, da starteren sender os af sted fra 1. tee. Men gudskelov regner det ikke, lige som første gang jeg spillede banen. Objektivt set er det ikke verdens bedste golfbane, englænderne ville nok kalde den ”quirky”, altså ganske finurlig. Men den vinder i den grad på mig ved et genbesøg.
Banen er anlagt i klitterne i området mellem jernbanen og stranden. Her er masser af blinde slag – det gælder ikke mindst 5. hul, der har navnet Himalaya. Det er et semi-langt par 3-hul, hvor greenen er gemt bag en enorm klit.
På 11. hul er vi så langt væk fra klubhuset, som vi kan komme, og her fra kan vi se over til nærmeste nabo, Royal Troon, der var vært for The Open i år. Så tæt ligger banerne på golfkysten.
Links-golf bliver ikke meget mere klassisk end her. Med de meterdybe bunkers, hvor man ofte er tvunget til at spille sidelæns – eller endda baglæns ud. Greens er som udgangspunkt enorme og ganske puklede, og skæverter fra tees havner med stor sandsynlighed i en af de mange tornebuske.
Selv om der findes bedre golfbaner, er der ikke mange med samme historiske værdi. Banen har været vært for The Open 25 gange, men næste år er det 100 år siden, det skete sidst. Da var turneringen blevet så populær, at det ikke var forsvarligt at lukke mange tilskuere ud på den kompakte bane, hvor greens mange steder ligger klos op og ned ad næste huls teeboks. Flere af hullerne deler også fairways, og det giver lidt ventetid på vejen rundt.
Frokost ved langbordet
Det er en stor oplevelse at spille Prestwick, og den bør ikke slutte, når sidste putt er holet på 18. hul. På første sal kan man nye en pint og et let måltid i en afslappet stemning i The Cardinal Room. Eller man kan gøre som os, købe den såkaldte ”Prestwick Experience”, hvor man efter runden spiser en tre retters frokost i det flotte ”Members Dining Room” sammen med andre greenfeegæster, der bliver placeret ved langbordet, efterhånden som de kommer ind – og har klædt om. Der er nemlig kun adgang iført jakke og slips for mændenes vedkommende, og smart/casual beklædning for kvinderne.
Prestwick er en privat klub, men gæster er meget velkomne. Som alle Open-baner skal man dog være ude i god tid, hvis man vil sikre sig en starttid. Og man skal være indstillet på at betale en hel del mere, end en normal greenfee i Danmark. Vi gav 265 pund for en runde inkl. frokosten, det svarer 2.375 kroner. Ifølge klubbens hjemmeside får priserne endnu et nøk op ad næste år, så den havner på næsten 2.800 for en runde i weekenden i højsæsonen.
Efter den glimrende frokost har vi mod på lidt mere golfhistorie, så vi går de få hundrede meter op i byen for at besøge pubben The Red Lion Inn. Det var både her, klubben i sin tid blev stiftet og samme sted, Old Tom Morris efter sigende fik ideen til the Open. Stedet er dog en skuffelse – pubben fremstår i dag udtryksløs, moderne og ret trist, hvor kun enkelte billeder på væggene fortæller lidt af stedets glorværdige historie.
Den lidt triste oplevelse lægger dog ikke en dæmper på begejstringen over endnu en fantastisk dag på et af golfens mest ikoniske steder.
Fakta:
Prestwick Golf Club
Etableret i 1851
Arkitekt: Old Tom Morris
Fire sæt teesteder: 5.094-6.316 meter
Greenfee (2025): 350-450 pund – afhængig sæson og ugedag
Vejen til Prestwick.
Golfbanen ligger klos op og ned af den lille Prestwick Airport, men det er ikke let at finde fly hertil – det kræver som minimum et skift. Nærmeste større lufthavn er Glasgow, som dog også kræver flyskift. Vi fløj i stedet til Edinburgh, hvor fra der er et par timers kørsel.
