Det var efter Tirsdagsanekdotens mening på tide, at der kom gang i Q-school igen, men nu sker det altså, så vejen til DP World Wour bliver kortere for de unge talenter, som er modne – desværre måske også for dem, der ikke er modne, og som kan se frem til at få nogle ubehagelige bank.

Tre af de otte steder, hvor der afvikles Q1, er nye i kalenderen; Rosebud CC i Australien(!), Montado i Portugal, som dog har haft så mange turneringer på højere niveau, og danske Lyngbygaard. Det bliver første gang siden 2009, Danmark optræder på listen, men med den bredde, dansk golf har, var det vel uundgåeligt.

Turneringen på Lübker i 2009 vil mange helst glemme, fordi Oliver Suhr førte, da han smadrede ind i en stenvæg for enden af en vandrutsjebane og brækkede begge ben. Et grimt minde.

Det bliver forhåbentlig bedre på Lyngbygaard, hvor der spilles 27-30. september. Samtlige otte turneringer afvikles mellem 30. august og 7. oktober, og foruden de nævnte steder spilles der i Bristol (ENG), Arlandastad (S), Hauschlag (A), Bogojno (I) og Golf d’Hardelot, Frankrig.

Stage 2 spilles 3-6. november på Alenda, Emporda og Desert Springs, alle i Spanien, hvor finalen løber af stablen i den følgende uge på Lakes Course, Infinitum i Taragona.

Det bliver spændende, om vi kan få endnu flere på DP World Tour, hvor der allerede er et tocifret antal danske spillere i flere turneringer. I tidligere tid skete den slags kun i Made in Denmark, som har sin rigelige andel af årsagen til den store fremgang.

Skal vi til slut minde om, at sidst, der blev spillet Q-school, vandt Benjamin Poke finalen!

 

Forrige artikelUSA: Førte fra start til slut
Næste artikelUgens tv-golf: Gensyn med PGA Catalunya
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.