Med en fremragende runde i 68 slag på La Mangas South Course (-5), spillede Smilla Tarning Sønderby sig meget tæt på et tourkort til Ladies European Tour på den afsluttende Q-schools tredje dag.
Til gengæld betød runder i hhv. 81 slag til Linette Holmslykke og 75 slag til Fie Olsen, at løbet er kørt for dem begge. Cuttet for at slutte i Top65 og komme til femte runde ligger på +7 og det er de nu hhv. 12 og 15 slag fra så det kommer ikke til at ske i morgen når fjerde runde spilles.
Smilla fra Kolding Golf Club kan derimod så småt begynde at bede familiens revisor om at gøre papirerne klar til en overgang til professionelles rækker. Hun lavede seks birdies og blot en enkelt bogey på dagens runde, hendes klart bedste under den lange Q-school, der for hendes vedkommende startede med præ-kvallen i sidste uge.
Helt i top ligger fortsat den rutinerede brite Meghan Maclaren, i -6, et slagbedre end den nyligt professionelle Linn Grant fra Sverige og en anden erfaren spiller, franske Manon Gidali. Smilla er delt 16. i par samlet, og top20 efter femte runde får en kategori 11, mens top50 får en kategori 15.
Foto: Ole Miss University