Rasmus Højgaard fortsatte sit overbevisende spil i anden runde af Betfred British Masters på Close House GC i Newcastle. Forskellen fra første runde var, at der i dag kom en enkelt bogey på kortet, så han ligger i -9 sammen med David Law og Calum Hill, Skotland, samt Ashley Chesters, England på delt fjerdeplads.
I det regnfulde vejr, hvor der ikke var meget vind, fortsatte italieneren Renato Paratore (billedet/ Getty) sit solide spil og tog føringen i -11 foran Justin Harding, Sydafrika og den totalt ukendte Dale Whitnell, England -10.
Det var tæt på at være en perfekt dansk dag, men formiddagen sluttede med såvel Nicolai Højgaard som Søren Kjeldsen og Thomas Bjørn i par, og da blæsten udeblev efter middag, rakte det ikke til at klare cuttet, som blev -1.
Til gengæld sluttede Benjamin Poke af med to birdies, der tog ham til -4 som delt 25 med få spillere tilbage på banen, og desuden får Joachim B. Hansen og Jeff Winther begge weekenden med efter at have placeret sig som nr. 45 i -2.
Grumme forhold i Stockholm
Ikke mange spillere slap godt gennem anden runde af Stockholm Trophy. Marcus Helligkilde gik i +5 med en triple bogey på kortet, men det sendte ham kun ned som nr. delt 9 i +1.
Christian Dahl, Skive er nu bedste dansker som delt 6 i par efter en runde i +2.