Rasmus Højgaard (billedet/ Getty) vandt i Amgen Irish Open sin femte sejr på DP World Tour, og dermed er han den tredjemest vindende dansker efter Thomas Bjørn 15 og Thorbjørn Olesen 8. Søren Kjeldsen er nu nr. 4 med fire sejre.
Han har det med at komme fra baghjul, og det gjorde han også denne gang, selv om han dog startede fra tredjepladsen, tre slag efter Rory McIlroy og to efter Matteo Manassero
Der var ingen ændring efter 13 slag, men Højgaard havde et flot holet chip på 10 at varme sig ved. Så startede løjerne med birdies på 14 og 16. Et bunkerslag standsede få cm fra hullet, men det tog han revanche for på 17, hvor han holede et nyt bunkerslag og kom til -8, som McIlroy også lå i.
Højgaard røbede bagefter, at han håbede at komme til -8 og evt. få omspil, men dette bunkeslag gav ham en chance for at komme til -9, da 18 var et par-5-hul.
Næsten samtidig med, at Højgaard drivede ud blandt publikum på 18, satte McIlroy alt for meget fart på sit parbirdieputt på 17 og hovede ikke returen. Bogey, og så var Højgaard et slag foran.
Hans bold lå heldigt sådan, at han havde et slag mod green fra godt 200 meter, og det lykkedes at slå til foden af green. Han klarede at toputte for en afsluttende birdie og en slutscore på -9.
McIlroy kunne få omspil med en eagle på 18, og han fik muligheden fra omkring tre meter. Han misbrugte den ukarakteristisk, og så var den danske sejr en kendsgerning.
Pudsigt nok var den seneste vinder på den nordirske Royal County Down GC også dansk, nemlig Søren Kjeldsen, så hold bare fast i den bane.
Højgaard vandt altså i -9 foran McIlroy -8, Matteo Manassero, Italien -7 og Daniel Brown, England -6.
Højgaards -6 var dagens næstbedste. Paul Waring gik i -7.
Thorbjørn Olesen gik i -3 og avancerede helt 18 pladser til nr. 12 i -1, mens Niklas Nørgaard i -2 avancerede 11 pladser til nr. 36 i +3. Søren Kjeldsen blev nr. 57 i +7.
På Race to Dubai ligger Rasmus Højgaard nu nr. 2 efter McIlroy, mens Niklas Nørgaard er nr. 8 og Olesen nr. 28. Nu begynder det for alvor at ligne et PGA-kort for Højgaard.