En sidste runde, der blev præget af spænding, dramatik og smukke såvel som uheldige slag, blev stort set en duel mellem Rory McIlroy og Rasmus Højgaard, som på Gettys billede siger tak for runden. De lå lige efter 15 huller, hvorefter McIlroy efter et formidabelt andet slag fik birdie på 16. hul, mens Højgaard fik en mere af sine ni(!) pars på bag-9. Den mest fantastiske var på hul 17, hvor han som i går holede et langt putt for at forblive et slag bagude.
På 18 slog han to halvforkølede slag og måtte nøjes med par, mens nordireren sluttede med en sikker birdie, og slutstillingen i toppen blev: 1. Rory McIlroy, Nordirland -15. 2. Rasmus Højgaard -13. 3. Antoine Rozner, Frankrig, Adam Scott, Australien og Shane Lowry, Irland -11.
Thorbjørn Olesen gik sidste runde i -2 og sluttede som nr. 24 i -3, mens Niklas Nørgaard gik sidste runde i +5 og blev nr. 40 i +1. Til Viasat sagde han, at han havde været anspændt i tre uger pga. kampen om PGA-kortet, men lørdag aften viste det sig, at det var teoretisk sikkert, og så indtraf den totale afspænding. Forståeligt.
Det var Henrik Knudsens og Leif Nyholms sidste dag i kommentatorboksen, så vi alle med glæde se tilbage på 33 år, hvor de med viden og humor har informeret seerne om, hvad der skete, og håbe, at deres aflæsere, hvem der end får rettighederne, vil kunne leve op til dem med deres egen stil.