Flertallet af de danske spillere, der er i aktion i denne uge, skal fredag kæmpe bravt for at klare cuttet, men der er fine undtagelser.
I Dutch Open lå Rasmus Højgaard (billedet/ Getty) næsten hele dagen som delt nr. 1 i -6, men til sidst blev han overhalet af hollænderen Joost Luiten, der med otte birdies og en enkelt bogey kom rundt i -7, et slag bedre end Højgaard og englænderen Eddie Pepperell.
Derefter skal vi ned til nr. 49, der også er cutgrænsen, for at finde Thomas Bjørn og Niklas Nørgaard Møller i -1. I par deler Jeff Winther og Joachim B. Hansen placeringen som nr. 72, mens Nicolai Højgaard er nr. 87 i +1 og Thorbjørn Olesen nr. 107 i +2. De kan alle klare sig med en god runde, mens der skal en exceptionelt god runde til for Lucas Bjerregaard, der ligger nr. 146 i +5.
I Farmfood Scottish Challenge fører englænderen Nathan Kinsey i -7, mens Martin Leth Simonsen er nr. 5 i -4 og Christoffer Bring nr. 31 i -1 efter at have vist super moral. Efter tre bogeys i træk lå han efter 14 huller i +1, men formåede at få to birdies resten af vejen.
På den gale side af cuttet ligger Nicolai Kristensen, John Axelsen og Benjamin Poke +2, Peter Launer Bæk +3 og Oliver Hundebøll i +5.