Til januar spilles den første Hero Cup, som er en holdmatch mellem et hold fra Great Britain & Ireland (ligesom oprindeligt i Ryder Cup) og et hold fra Continental Europe. Matchen er tænkt som en slags opvarmning, eller generalprøve om man vil til sensommerens Ryder Cup i Rom, og matchen giver derfor lidt af et fingerpeg om hvem, der er på Ryder Cup Kaptajn , Luke Donald’s blok.

Og set med danske briller er det derfor godt nyt, at Rasmus Højgaard er blandt spillerne på Francesco Molinaris Continental Europe-hold. Tommy Fleetwood er spillende kaptajn på Great Britain & Ireland.

Der mangler fortsat at blive sat ét navn på hvert hold. Her kan man måske lidt naivt håbe, at Molinari og Luke Donald syntes det kunne være spændende at prøve tvillinge-konstellationen med Nicolai og Rasmus Højgaard af. Men det vil tiden vise.

Til Ryder Cup-holdet er Rory McIlroy, Jon Rahm, Matthew Fitzpatrick og Viktor Hovland vel nærmest selvskrevne, med mindre de bliver skadet, totalt mister formen eller falder i kløerne på LIV Golf. Så de sidste otte spillere kan meget vel tænkes at skulle findes i nedenstående to ‘bruttotrupper’. Med forbehold for pludselige sensationer fra spillere, der finder magisk form i årets første ni måneder.

Matchen spilles fra 13.-15. januar i Abu Dhabi Golf Club. De to hold ser ud som følger:

Great Britain & Ireland team: Tommy Fleetwood (kaptajn), Ewen Ferguson, Tyrrell Hatton, Shane Lowry, Robert MacIntyre, Seamus Power, Callum Shinkwin, Jordan Smith, Matt Wallace, + endnu én spiller.

Continental Europe team: Francesco Molinari (kaptajn), Thomas Detry, Rasmus Højgaard, Adrian Meronk, Guido Migliozzi, Alex Noren, Victor Perez, Thomas Pieters, Sepp Straka, + endnu én spiller

Foto: Ryder Cup-heltene Francesco Molinari og Tommy Fleetwood aka Moliwood er kaptajner for de to hold.
Forrige artikelDobbelt svensk triumf i sæsonfinalen
Næste artikelTirsdagsanekdoten om 100 mio. $ i PIP
Morten Buckhøj
Morten Buckhøj ved alt om, hvad der rør sig indenfor golf. Morten var i mange år bladets udstyrs-ekspert , men er også en fremragende rejse- og baneskribent. Desuden tager Morten gerne kontroversielle emner op og giver dem en saglig behandling. Morten har i mange år arbejdet som golfjournalist, men arbejder også med kulturstof, bl.a. teateranmeldelser.