Få havde drømt om, at den 24-årige Ryggs Johnston (billedet/ Getty) kunne vinde ISPS Australian Open. Han erhvervede sit kort på Q-school på den ‘hårdeste dag i mit liv’. Derefter tog han til Australien og blev nr. 43 i forrige uge, præget af jetlag og uden kendskab til australske baner, men i dag er han pludselig en sikker vinder. Han virkede ualmindeligt ydmyg og blev i øvrigt kun overhældt med en lille danskvand i stedet for masser af champagne. Han sagde efter sejren:

– Jeg blev formentlig hjulpet meget af, at der har været en del regn, der har gjort banen blødere, så den mindede mere om forholdene i USA. Desuden har jeg fået stor støtte fra kolleger, familie, min kæreste og hendes far, der har været min caddie.

Et pres har det formentlig været, at han vidste, at samtlige 3000 indbyggere i Libby, som han stammer fra, sad oppe for at følge finalerunden. Libby ligger i Montana tæt på den canadiske grænse.

Johnston startede dagen i delt føring med Lucas Herbert, som imidlertid hurtigt faldt tilbage. Efter at have spillet de to første runder i -14 spillede Herbert de to sidste i +2, men da forholdene søndag ikke var lette pga. regn og blæst, sluttede han alligevel på en delt femteplads sammen med Elvis Smylie, Harrison Crowe, kineseren Wenyi Ding og inderen Kiradech Aphibarnrat.

I stedet var den værste konkurrent den 28-årige landsmand Curtis Luck. De var flere gange lige, men det afgjorde, at Ryggs Johnston, der er opkaldt efter MelGibsons rolle i filmene med ‘Dødbringende våben’, havde dagens dødbringende våben i form af en glødende putter. Til slut så hans sejr overmåde sikker ud i denne stilling blandt de fire forreste: 1. Johnston -18. 2. Luck -15. 3. Jasper Stubbs og Marc Leishman -14.

De fire danskere fik hæderlige placeringer: 27. Jacob Skov Olesen -5. 34. Alexander George Frances -4. 39. Rasmus Neergaard-Petersen og Jonathan Gøth-Rasmussen -3.

Neergaard-Petersen spillede for-9 i +4 med en triple bogey på par 3-hullet 4, men han kan fryde sig over, at han på Race2Dubai er delt nr. 4 efter to turneringer.

I den kommende uge gælder det  Nedbank Challenge i Sydafrika, hvor det danske kontingent ser således ud: Nicolai Højgaard, Niklas Nørgaard og Thorbjørn Olesen, men desuden er Jeff Winther netop nu første reserve, så han må have gode chancer for at komme ind.

Forrige artikelAmatøren Revuelta var uimodståelig – Nicole Broch Estrup faldt tilbage trods fornem start
Næste artikelGolfspiller Jacob Agerschou får fond som ny team partner
Svend Novrup
Som mangeårig golfjournalist har Svend Novrup pulsen på livet i golfklubberne. Svend dækker golfturneringer i ind- og udland, og dækker også rejser og baner. Svend elsker historien bag alle emner, og er leveringsdygtig i spændende historiske artikler.