I 2022, formentlig i marts, starter Smørum GK i samarbejde med Hjerneskadeforeningen, Hjernesagen, Parasport Danmark, Scleroseforeningen, Patient & Ulykkesforeningen, Gigtforeningen og Dansk Handicap Forbund projektet Rehab Golf.
Som navnet siger er meningen, at deltagerne skal genfinde tidligere færdigheder, og målgruppen er svært handicappede, som har lyst til golf, men som pga. deres fysiske og/eller kognitive handicap ikke er i stand til alene at spille golf på almindelige vilkår.
Rehab Golf henvender sig først og fremmest til personer med lammelser efter blodpropper, slag- eller ulykkestilfælde, men er også et tilbud til borgere med svær gigt, sklerose, diabetes eller lettere cerebral Parese.
– Vi er meget stolte over at kunne være med til at give dette tilbud, siger Keld Østergaard, direktør i Smørum Golfklub. – Tilbuddet kræver, at der er frivillige til at hjælpe deltagerne på vej, og de har allerede meldt sig i stort antal.
Af en medlemsskrivelse fremgår det, at ’målet er at kunne fastholde eksisterende golfspillere og måske tiltrække nye, efter at de har fået et invaliderende handicap, samt genoptræne dem til et rimeligt golfhandicap, så de igen kan gå 9-18 huller i samme tempo som raske.’
Medlemmerne er desuden blevet opfordret til donere gammelt golfudstyr til formålet. Smørum GK håber, at 30-50 vil benytte sig af Rehab Golf.