Vi har spillet nogle smukke golfbaner ved Gardasøen, gjort en afstikker til Francacordia, og besøgt små familiedrevne restauranter med lækkert hjemmelavet pasta og lokal vin.

På den sydvestlige del af Gardasøen, mere præcist mellem Desenzano del Garda og Salò, ligger Gardagolf Country Club. Banen vurderes at være den fjerde bedste golfbane Italien. Her er blevet spillet Italien Open tre gange, og der bliver sikkert ikke flere gange ifølge klubbens direktør. Det koster nemlig en formue at lægge græs til den slags turneringer.

Klubben har knap 400 medlemmer, men modtager i løbet af en sæson omkring 16.000 greenfee spillere, som hovedsagelig kommer fra Tyskland og Østrig. Den imposante gamle bygning, der udgør klubhuset, restaurant og hotel med syv værelser har al den italienske stemning, man kan ønske sig.

Her er hele tre sløjfer á 9 huller, og vi spiller rød og hvid sløjfe som udgør mesterskabsbanen. De første 9 huller er meget kuperede hvilet giver nogle fantastiske udsigtspunkter til de omgivende landsbyer og Garda søen ikke mindst. Vi bliver hele tiden stillet overfor nye udfordringer. Det går op og det går ned.

Banen er i umanerlig fin stand. Den lyse grønne farve på fairways vidner om at græsset er i god vækst. Et på enutal af sprinklere sørger for rigelig vand, og græsset er meget tæt. Fairways er klippet kort, men stadig med en fin blød græsoverflade, der holder vores bolde en smule oppe. Det er en bane som man ikke kan give skylden for de dårlige slag med køllerne, og det er også en fornøjelse at putte på de fløjlsbløde greens.

Alle huller er omgivet af træer, alle mulige slags træer, og det kan minde om at spille golf i en botanisk eng.

MEDIUM UK FOCUS FORUM 2011 CHAPMAN BROWN PHOTOGRAPHY
Arzaga Golf er en smuk og tilgivende bane.

Golf Club Arzaga

Golf Club Arzaga ligger i smuk natur blot seks kilometer fra Gardagolf og mens Gardagolf har en del kuperede og smalle huller, byder Golf Club Arzaga derimod på et mere fladt terræn og brede fairways, men den er bestemt ikke kedelig.

Golf Club Arzaga er den hidtil første og eneste Jack Nicklas-bane i Italien. Jack Nicklas er kendt for brede og let ondulerede fairways. Her kan selvtilliden få et nyk opad, når driveren hives frem. Bolden skal godt nok stikke langt af fra sin planlagte kurs, hvis man skal nå roughen, og de mange fairwaybunkers synes også at være placeret så yderligt, at man dårligt nok behøver at undersøge, hvor langt man skal slå for at nå dem. Derimod skal man vogte sig for et stort antal dybe greenbunkers, som banearkitekterne har muntret sig med at strø rundt, endog med en særlig sans for at opfange approach-boldene.

På banen er anlagt flere søer som alle er i spil, men ikke intimiderende, fordi der stadig er plads på fairways omkring søerne. Overordnet er Jack Nicklas-banen nem at spille, man kommer som regel ikke i vanskeligheder og her er gode muligheder for at spille til sit handicap. I øvrigt er der ingen handicapbegrænsning på banen, og det kan undre, når man tager banens stand i betragtning. Den er i top.

Byer med sjæl og stemning

Gardasøen er omgivet af fantastisk smuk natur og en række hyggelige byer, og sætter man pris på rigtig god mad tilberedt af lækre råvarer, og god lokal vin, så er Gardasøen også det perfekte rejsemål.

Den hyggelige by Salò er et godt udgangspunkt for at spille de to golfbaner, Gardagolf Country Club og Golf Club Arzaga. Her er en af Gardasøens længste havnepromenader, og hver lørdag er der et hyggeligt marked ved søen. Byens forretningsgade har også masser at tilbyde, hvis man vil shoppe.

Den største af byerne omkring Gardasøen er Riva del Garda. Det helt store trækplaster her er havnen, hvor der ligger en række hyggelige caféer. Men også de små, snoede gader midt i byen gør Riva del Garda et besøg værd.

Limone i den nordvestlige del af Gardasøen er også et besøg værd og er nok den smukkeste by ved søen. Også her er der en hyggelig havnepromenade, spændende gader og dejlige torve. Og udsigten fra byen til bjerget Monte Baldo er helt fantastisk.

Vi besteg et lille bjerg for at få den bedste udsigt til Gardasøen.

Et smut til Francacordia

Vi besøger også Francacordia golf club der ligger lidt uden for Brescia, som er den næststørste by i Lombardiet efter Milano. I bil tager det ca. en time fra Gardasøen. Francacordia er et område, hvor der produceres den verdenskendte mousserende vin, som netop hedder ”Francacordia”. Den mousserende vin som består af flere druesorter er ofte en ganske tør og karakterfuld.

Francacordia golf club ligger side om side med de vinmarker, der nærmest strækker sig i det uendelige. Det er også her omkring, at en 80 km lang vinrute begynder. Den ene vingård afløser den anden, og skiltene langs vejen vidner om, at mange af dem er åbne for publikum. Vinsmagning må vente. Vi hanker i stedet op i vores golfbags og bevæger os til klubhuset, hvor vi bliver taget meget venligst imod af en receptionist. Vi køber sandwich og det obligatoriske vand.

Francacordia golf club har 27 huller, som spiller i et relativt fladt terræn. Der er vand i spil på flere af hullerne, især på Brut-sløjfen. Langs med fairway står træer og indrammer en del af hullerne, og på nogle af de mindre brede fairways er det træerne, man bør passe på.
Vi bemærker de flotte greens og klipningen omkring. Greens i den standard skal man lede efter, og den tætte græsvækst er med til at gøre overfladen fuldstændig jævn. Resultatet er til at føle på. Vi holer mange flere bolde end normalt.

Besøg på vingård

Vi har valgt at besøge vingården Barone Pizzini, som blot ligger 2 km fra Francacordia golf club. Den guidede tur begynder med visning af en video om vingårdens historie, og derefter træder vi ind på en svalegang i selve bryggeriet og ser de store ståltanke, hvor vinen både fremstilles og lagres. Herfra tager guiden os med tre etager under jorden, hvor vinfade og kæmpe trådbure med Francacordia-flasker fylder et meget stort og næsten mørkt rum. Og, så kommer højdepunktet på rundvisningen. Prøvesmagning. Vi smager tre forskellige slags af den mousserende vin.

 Paolo Ferrante
På vinmarkerne, der tilhører vingår- den Barone Pizzini i Francacordia, lå engang en golfbane.

Fakta:

Gardasøen er Italiens største sø
Gardasøen er hele 50 km lang og på de klareste dage er det muligt at se fra den ene ende til den anden. Mod nord er Gardasøen kun omkring 5 km bred, men har en dybde på hele 370 m. Længere mod syd er den 12 km på sit bredeste stykke.
Lang hele søen danner de høje bjerge en smuk baggrund. De to højeste bjerge er Pozzette på 2.218 m og Telegrafo på 2.200 m. Helt unikt er også de dybe dale i området som Toscolane, Sacra og Ledro.

Vi har besøgt golfbanerne
Gardagolf Country Club, Via Omodeo, 2, 25080 Soiano del Lago BS, Italien
Golf Club Arzaga, Via Arzaga, 1, 25080 Calvagese della Riviera BS, Italien
Franciacorta Golf Club, Via Provinciale, 34, 25040 Corte Franca BS, Italien

Rejsen dertil
Vi rejste med fly København til Milano Malpense lufthavn, flyvetid 2 timer og derfra yderligere 2 timer i lejebil fra til Gardagolf Country Club.

Bedste rejsetidspunkt
Fra april til november

GOLFBLADET var inviteret af GOLFEXPLORER

Forrige artikelBedst og værst i 2017
Næste artikelKlubnyt: Thomas Kirk Kristiansen er “Årets Kerteminde”-borger
Klaus Hybler
Klaus Hybler er en erfaren journalist og Klaus er ofte på farten når han dækker emner som rejser og baner, men Klaus tager ofte andre emner op, som berører golflivet i Danmark, om det så er i den enkelte klub eller på unions-niveau hos DGU.