Man kan kun beundre Nanna Koerstz Madsens fightervilje. Ankommet til Volunteers of America Classic på The Colony i Texas i sidste øjeblik efter tvivl til det sidste, om hun kunne spille på grund af en falsk positiv coronatest, startede hun første runde af Volunteers American Classic i en tilstand af granatchok og gik de første fem huller i +8.
Resten af runden – inklusive et mørkeafbrud – gik i +2, så hun lå i +10 langt uden for cuttet, da hun omgående måtte på banen igen til runde 2.
Den gik hun imidlertid i -4 og klatrede fremad og fremad, til hun til slut lå som nr. 58 i +6, mens cuttet lå i +7.
Om scoren holder sig indenfor cuttet, får vi at se i nattens løb, men det trækker ikke fra en fantastisk kampvilje med et flot comeback.