Der svirrer altid med rygter om, at Río Real snart bliver solgt. Slå et smut forbi, inden hele butikken bliver strømlinet og greenfee stiger. Banen med 18 huller og klubben med 40 medlemmer masser af charme. Også selv om nogle huller ligger limet op ad den travle motortrafikvej A-7.
Folk spørger, hvad det kræver at anmelde golfbaner. Jeg svarer som regel, at det må de spørge en golfbaneanmelder eller anden smagsdommer om. Jeg besøger banerne og skriver om, hvad jeg ser, hører og oplever. På Rio Real ved Marbella hører man eksempelvis trafikken. Men man hører også roen, især på bagni.
Smagsdommer eller ej, så må en golfbane for mig gerne være et ”sted”. At give den fornemmelse kræver ikke nødvendigvis mange årtier på bagen. Men det hjælper på det. Rio Real er tilbage fra 1965, og den har det bare. Ikke fordi nogen prøver, men måske fordi nogen ikke prøver. Måske er det bare de gamle fyrretræer, oliventræer, cypresser, havudsigten, de smukke kunstige søer, eller floden Rio Real der slynger sig.
Arana tilbage i graven
Da Javier Arana lagde pen til Río Real i 1960’ere, var der ikke meget trafik langs A-7, også kendt som Autovía del Mediterráneo. Hvis mesterarkitekten stod på 6. tee i dag, ville han formentlig kravle stille og roligt tilbage i sin grav. Man kigger op på en tårnhøj gavl fra et boligkompleks. Man står så tæt på den øredøvende motortrafikvej, at man ikke kan høre spillemakkeren råbe ”FORE!”, selv hvis man var ude i en firbold med De Tre Tenorer.
Men sådan var det ikke tænkt, og netop det sikrer oplevelsen af sted og historie. Allerede på næste hul falder der ro på, og banen træder i karakter som en spændende parkbane med greens, der er en fornøjelse at slå ind til.
Perlen hul 8
På hul 8 har jeg for længst lagt støjen fra motorvejshullerne bag mig. Klar til et genialt designet golfhul, hvor havudsigten, terrænet og træerne er med som din vigtigste medspiller.
Udslaget kræver mod og længde, for hvis du ligger kort med et langt jern ind, vil den højt hævede green afvise det meste. De fleste ender i den enorme dal foran green med et stejlt indspil op mod green på bakketoppen. Alt efter temperament retter du blikket op mod pinden og de smukke lejligheder på den endnu højere top bag green, med udsigt over Middelhavet. Eller også sender du et frygtsomt blik mod den stejle skrænt højre om green.
Inddrager havet
Rio Real er en af de få baner på Solkysten med bare lidt adgang til kysten. Men man har aldrig rigtig udnyttet det til andet end lige at være nede og snuse til stranden omkring 4. green og 5. tee. Det råder man nu bod på. Planen er at lave klubhus ved stranden, så de to næsten-strandhuller bliver til Hul 1 og 18. Men så opstår der en udfordring. Det aktuelle hul 5 skal så være hul 1. Hvis man har et hovedpine-hul, skal det ikke ligge som det første. Par-4-hullet har nemlig en kæmpe bule midt på fairway. Mange kalder den slags for ikke-golf. Bulen kan ikke bare lige fjernes, da der løber rørføring igennem den. Det bliver spændende at se, hvad der ender med at blive løsningen.
Smukt klubhus og hyggeligt pitstop
Men faktisk har Rio Real allerede et skønt klubhus opført i andalusisk finca-stil, som også rummer et lille Boutique Hotel med 30 værelser. Indretningen er rar, og plads er der nok af. Priserne i golfrestauranten er rimelige. Den hyggelige cafehytte på 10. tee har god kaffe og serrano-sandwich på minibaguette til 3 euro. Jeg noterer mig med glæde et skilt, der fortæller om pligt til at stoppe i 10 minutter. Både for at få forsyninger men også fordi vi er her for andet end at spille golf.
På bagni skifter banen karakter. Den bliver fladere og træerne mere spredte. Især hul 16 minder om, at en ting er hvor mange træer, noget andet er hvor de står i forhold til hinanden. Og hvor langt eller kort der er imellem dem. Det virker, som om Javier Arana har været ude og holde MUS-samtale med hvert enkelt træ på baneanlægget. De vigtigste medarbejdere fik fortsat ansættelse. I dag må man ikke fælde et eneste af dem, forlyder det.
Kystens hyggeligste driving range
Under titlen ”Stedsans” vil en arkitekturfestival i København minde os om, at ”steder påvirker os følelsesmæssigt”, og at vi ”definerer dem gennem vores adfærd”. Jeg sætter stort flueben ved Rio Reals stedsans. Men da jeg drejer nøglen i bilen er det, som om der mangler noget.
Et par hundrede meter nede ad gaden falder tiøren, da jeg ser skiltet til træningsbanen. Den ligger højt, er godt gemt væk, smal, kort, baljeformet og uphill. Men den emmer bare af fortiden, af hård træning med gammeldags blade-jern. Jeg slår et par bolde fra de solslidte måtter i det sidste dagslys.
