Rory McIlroy var ikke bare skuffet efter at være sluttet udenfor Top25 i Alfred Dunhill Links Championship i Skotland – og efter akkurat at have misset sejren sammen med sin far i Pro-Am rækken. Næh, han var sur. Og det kom ud i fuldt flor, da han hånende kaldte European Tours opsætning af banerne i Europa for ’for nemme’.
Senere trak han lidt i land, for udtalelserne kom jo lige i kølvandet på runden, men katten var ude af sækken, og kritikken af McIlroy var temmelig nådesløs. Når banerne nu er så nemme, hvorfor kan du så ikke vinde, skrev mange på de sociale medier. Andre bakkede dog McIlroy op, bl.a. Matthew Fitzpatrick, der heller ikke havde spillet sit bedste. Det har mange tolket som et ulmende stjernespilleroprør mod European Tour.