Både Nicole Broch Estrup og Emily Kristine Pedersen gik tredje og sidste runde af Aramco Team Series Singapore i 75 slag, og det betød at de begge faldt bagud i stillingen. Nicole til delt 20. plads i -1 og Emily til delt 46. plads i +5.
Franske Pauline Roussin var formidabelt spillende og hendes 64’er i finalerunden sendte hende helt til tops med 15 under par, hele 4 slag bedre end verdensstjernerne Danielle Kang på andenpladsen og Lydia Ko som nummer tre.
Samtidig forbedrede Roussin sine chancer for at komme på efterårets Solheim Cup-hold, hvor hun alvorligt nærmer sig de bedste europæere på verdensranglisten, Rolex Ranking.
Niklas alene i weekenden
Anden runde af SDC Championship i Sydafrika blev færdigspillet lørdag morgen, og Niklas Nørgaard gik -6, og er dermed klar til finalerunderne som nummer 24 i -2. Desværre er han eneste dansker videre. Martin Simonsen gik helt ned med en 82’er, og John Axelsens +1 som han overnattede på viste sig akkurat ikke at være nok. Også Jeff Winther havde en skdit lørdag morgen og missede cuttet efter en 76’er.
Norske Kristian Krogh Johannesen fører i -11.
Fleetwood nærmer sig topformen
På PGA Tour spiller man Valspar Championship, og her fører Adam Schenk i -7 efter to runder. Tommy Fleetwood, der ikke har haft de store resultater i et stykke tid er på delt tredjeplads, og et topresultat her vil utvivlsomt komme ham til gavn i kampen om pladserne på Europas Ryder Cup-hold.
Et par andre Ryder Cup-aktuelle navne, kaptajn Luke Donald og US Open-vinderen Matt Fitzpatrick missede begge cuttet.
Foto: Mark Runnacles/LET