ROM: Max Homa og Brian Harman fik æren af at sætte det første fulde amerikanske point på tavlen, da de i lørdag formiddags foursomes slog Sepp Straka/Shane Lowry med 4&2 i en match, der var helt jævnbyrdig indtil turnen, hvorefter amerikanerne med birdie-birdie-eagle satte deres europæiske modstandere skakmat.
Der skulle være færdigspillet 10 matcher inden USA kunne nyde sejrens sødme for første gang. Det er formentlig rekord, i hvert fald er det aldrig sket før, at USA ikke har vundet en eneste match på førstedagen af en Ryder Cup.
I dagens første bold havde Zach Johnson fulgt alles opfordring og sendt Jordan Spieth/Justin Thomas i spil, men det viste sig ikke at have den ønskede effekt. Rory McIlroy/Tommy Fleetwood kom 3 up på de første tre huller, og selvom amerikanerne leverede et ganske spektakulært comeback og bragte matchen til bare 1 up til Europa efter 14 og 16 huller, så lavede de for mange fejl. Da det blev en bogey på 17. hul, kunne McIlroy sikre en europæisk 2&1 sejr med en solidt parputt på tre-fire meter.
Dagens anden match varede kun lidt over to en halv time, så havde Viktor Hovland/Ludvig Åberg knust Scottie Scheffler/Brooks Koepka med rekordstore 9&7 (se separat artikel).
Den sidste match var en tæt affære mellem Jon Rahm/Tyrell Hatton og Patrick Cantlay/Xander Schauffele. Europa var oppe hele vejen fra 2. hul til 14., hvor det blev all square, men så satte energibomberne Rahm/Hatton turbo på. Vandt 16. hul med birdie og på par3-hullet 17. var Rahm millimeter fra et hole-in-one. Da USA ikke kunne matche den givne birdies sluttede matchen 2&1 til Europa, som dermed fører med massive 9½-2½ inden efterdagens fourballs.
Europa har vundet alle de tre første sessions.
Nicolai og Fleetwood
Rahm og Hatton får en fortjent hvilepause i eftermiddag, mens Nicolai Højgaard igen kommer i spil. Denne gang med Tommy Fleetwood. De får hård modstand af det eneste amerikanske vinderpar hidtil, Max Homa og Brian Harman i dagens anden fourball.
De tre øvrige er:
Viktor Hovland/Ludvig Åberg vs. Sam Burns/Collin Morikawa
Justin Rose/Robert MacIntyre vs. Jordan Spieth/Justin Thomas
Matt Fitzpatrick/Rory McIlroy vs. Patrick Cantlay/Wyndham Clark
Foto: Getty Images